London er ustoppelig

Udgivet den 22-03-2007  |  kl. 11:41  |  

Der tales fra alle sider om et skrøbeligt boligmarked i Europa og USA. Men i England og især London vil priserne kun en vej, og det er op. Nye tal fra Halifax House Price Index viser, at købsprisen sidste måned steg mest siden april 2006.

Nyeste opgørelse fra Halifax House Price Index viser en stigning i købsprisen på 1,8 pct. i februar 2007 mod en stigning på 1,3 i februar 2006, og gennemsnitsprisen for et hus er steget til 192,233 engelske pund, hvilket er det højeste nogensinde mod 188,826 engelske pund i januar 2007 og 186,181 i december 2006. I London fortsætter priserne opad.

- En mangel på nye og gamle ejendomme til salg, har fortsat med at presse boligpriserne op i 2007 indtil videre, og især i London. Der er dog tegn på en afmatning i efterspørgslen på boliger, efter 3 stigninger af den toneangivende rente siden sidste sommer, men effekten har endnu ikke ramt priserne, udtaler Cheføkonom Martin Ellis fra HBOS.

Rapporten viser, at markedets indikatorer peger i begge retninger. Der er tegn på, at aktiviteten på det engelske boligmarked er under opbremsning, hvilket rentestigningerne fra Bank of England er et godt eksempel på. Samtidig viser de seneste tal fra Bank of England, at godkendelsen af lån i januar er faldet med omkring 6 pct. siden november 2006. Men et begrænset udbud af boliger, sammenholdt med en stor udenlandsk efterspørgsel på ejendom i England og særdeleshed London, kan fortsat presse prisen i vejret.

- Rentestigningen har uden tvivl strammet bæltet hos mange, men Londons boligmarked er i høj grad domineret af udenlandske købere, og fremgangen har været uden påvirkning af rentestigningen. Og så længe der er flere købere end sælgere, vil priserne blive ved med at stige, udtaler direktør Simon Albertini fra det uafhængige ejendomsmæglerhus Friend & Falcke i en markedskommentar.

Meningen deles af Kate Barker fra Bank of England, der til Bloomberg fortæller, at manglende ejendomme til salg har drevet priserne op, og det øgede behov fra byens rigeste indbyggere og rige tilflyttere er med til at skabe en udbudsmangel, der kan vare i en generation.

De bakkes op af Miles Shipside, der er kommerciel direktør for Rightmove, der er Englands største web-baserede ejendomsportal og dækker omkring 80 procent af det engelske marked.

- Manglen på udbud overhaler hurtigt den stigende rente, og for at holde priserne på et moderat niveau, skal der bygges boliger, der hvor folk vil bo, udtaler Miles Shipside.

Rightmove’s statistik viser, at udbudte ejendomme i London forblev på markedet i gennemsnit 65 dage inden det blev solgt, hvilket er den korteste periode siden juli 2004. Samt at gennemsnitsprisen i London er steget til 366.302 engelske pund omtrent 4 millioner kroner, hvilket er en stigning på næsten 22 procent siden marts 2006.


Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev: http://www.netposten.dk/?pageid=374

Links: http://www.hbosplc.com/economy/includes/HousePriceIndexFeb2007final.pdf, http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=20601102&sid=aOswz2GjrptU&refer=uk, http://www.rightmove.co.uk/pdf/p/hpi/HousePriceIndex19thMarch2007.pdf, http://www.friendandfalcke.co.uk/site/about_us.php, www.rightmove.co.uk,

Udgivet af: NPinvestordk