Mærsk/Danske: Skærer anbefaling til "sælg" på svindende spotrater - NY

Udgivet den 26-09-2022  |  kl. 09:33  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank har sænket anbefalingen på Mærsks aktie til "sælg" fra "hold", da spotraterne falder hurtigere end ventet.

Det skriver banken i en meddelelse mandag.

I samme ombæring er kursmålet skåret knap 48 pct. til 12.000 kr. fra 23.000 kr.

- Spotraterne er nede 51 pct. siden starten af tredje kvartal målt på SCFI-indekset, mens CCFI er nede 24 pct. Mærsk vil, ligesom sine branchefæller, være fastlåst på dyre chartere i et stykke tid, hvilket vil lægge pres på omkostningerne, skriver banken.

Samtidig reducerer Danske Bank sin prognose for Mærsk i 2023 på baggrund af genforhandlinger af kontrakter.

- Mærsk har indtil videre nægtet at genforhandle sine eksisterende kontrakter, men vi venter, at det kan ske i fjerde kvartal, skriver banken og fortsætter:

- Med de igangværende genforhandlinger i Asien-Europa kan de rapporterede priser for Mærsk i første kvartal af 2023 blive meget påvirket.

Banken forventer nu, at priserne falder med 51 pct. på årsbasis, mens spotpriserne igen vil nærme sig niveauet fra før coronapandemien i andet kvartal af 2023.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Shares❯