Mandagens aktier: Amerikansk tristesse trak markedet i minus

Udgivet den 28-10-2013  |  kl. 17:02  |  

Efter en rolig udvikling fra start mandag strøg markedet i minus, da klokken ringede på Wall Street og retningen i USA blev klar. Mandag var dog præget af lav volumen og profithjemtagning.

Samlet faldt det toneangivende C20 Cap-indeks med 0,6 pct. til indeks 649,95. Det efter indekset sidste uge steg med 1,4 pct. til 653,90. I bunden lå cykliske Vestas, der faldt med 4,8 pct. til 138,60 kr., samt forsikringsselskaberne, der kom i modvind grundet den varslede efterårsstorm.

PROFITHJEMTAGNING

- Generelt er der profithjemtagning hele vejen rundt men under begrænset volumen. Så det er ikke fordi der er den store salgslyst. De negative amerikanske nøgletal medvirker også til det, siger chefhandler i Danske Markets Mads Zink til Ritzau Finans.

Det var da også hovedsageligt dårlige nyheder, der kom fra USA mandag. Antallet af igangværende bolighandler faldt med 5,6 pct. i september mod august mod en ventet nuludvikling, mens tillidsindekset Dallas Fed Manufacturing landede på 3,6 for oktober mod ventet 10,0.

- Den underliggende tendens er stadig god, men vi er midt i regnskabssæsonen, som vi lige skal se, hvordan ender. Markedet ser stadig interessant ud, og risikovilligheden er der stadig, siger Mads Zink.

STORMVEJRET RAMTE FORSIKRINGSAKTIERNE

Blandt de selskaber, der blev ramt hårdest mandag var forsikringsselskaberne. Årets første store efterårsstorm ramte landet og satte broer og toge ud af drift.

Frygten for stormskader sendte Tryg ned med 1,4 pct. til 515,50 kr. og Topdanmark med 1,9 pct. til 151,50 kr.

- Der vil komme en masse artikler om, hvor store forsikringsskaderne har været, og hvor meget det vil koste. Det er altid noget, der fylder meget i medierne og skaber negativ stemning omkring forsikringsaktierne. På den lange bane ændrer det dog ikke noget for selskaberne, siger Mads Zink.

CARLSBERG MANEDE TIL RO

Carlsberg landede med en stigning på 0,9 pct. til 571,00, efter at bestyrelsesformanden Flemming Besenbacher i en fondsbørsmeddelelse understregede, at sidste uges udmelding om ændringer i reglerne for fondets ejerskab af selskabet ikke betyder, at noget stort er på trapperne.

- Som kommenteret i fredagens meddelelse vil jeg gerne gentage, at der ikke er planer om strukturelle ændringer og derfor heller ikke planer om kapitalforhøjelser, udtalte Flemming Besenbacher i præciseringen fra Carlsberg.

Udtalelsen kom efter en historie i dagbladet Børsen om, at Carlsberg efter ændringen i fondets fundats kan rejse 120 mia. kr.

G4S AFVISTE 14 MIA. KR.

Sikkerhedskoncernen G4S lukkede uændret, efter at selskabet takkede nej til et købstilbud på 1,55 mia. pund eller godt 13,5 mia. kr. for værdihåndteringsdivisionen Cash Solutions. Buddet kom fra Charterhouse Capital Partners.

- Bestyrelsen betragter gruppens services inden for værdihåndtering som centrale i G4S kerneaktiviteter og strategiske planer. Bestyrelsen mener, at henvendelsens natur og timing er højest opportunistisk og efter passende overvejelser med assistance fra finansielle rådgivere er tilbuddet på bestemt vis blevet afvist, skrev G4S om buddet.

PARKEN PARKERET

Aktierne i Parken Sport & Entertainment faldt 1,3 pct. til 78 kr. Parken omsatte for 339,1 mio. kr. i tredje kvartal mod 362,9 mio. kr. i samme periode sidste år, mens driftsresultatet endte på 61,5 mio. kr. mod 111,3 mio. kr. i tredje kvartal 2012.

På bundlinjen realiserede selskabet, der står bag fodboldklubben FC København, et nettoresultat på 36,7 mio. kr. mod et plus på 73,7 mio. kr. på samme post et år tidligere.

Den store nedgang i resultatet kan dog primært tilskrives posten for transferindtægter, der var negativ med 10,3 mio. kr. i tredje kvartal.

BØLGETOP- OG DAL

Mols-Linien faldt med 0,5 pct. til 19,40 kr. Rederiet varslede mandag, at man ville indstille en stribe afgange i lyset af den kraftige efterårsstorm, der ramte landet.

Rederiet Torm steg med 19,1 pct. til 1,79 kr. Det efter historier om, at USA voldsomt stigende produktion af skiferolie har ændret markedet for produkttank til det bedre.

Sparekassen Himmerland steg med 8,1 pct. til 174,50 kr. efter offentliggørelsen af planer om en fusion med Sparekassen Hobro. Det fortsættende pengeinstitut vil få navnet Jutlander Bank.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk