Mandagens aktier: Bavarian og Ambu sank ned på nyheder i grønt C25

Udgivet den 06-12-2021  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

En varslet kapitalforhøjelse pressede Bavarian ned mandag, hvor humøret ellers overordnet gik fra plus til minus for så at vende igen i C25.

- Vi følger tendensen fra Europa, hvor det også gik lidt op og ned. Men det har generelt været en stille dag, hvor vi hverken har fået nyt om covid-19 eller vigtige makrotal, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Samlet endte eliteindekset med et plus på 0,4 pct. til indeks 1844,40.

Også Bavarian var ude for en rutsjetur, men kom aldrig op igen, da kursen startede ud med et plus på over 6 pct. for så at falde ned til en bundplacering.

Bavarian kunne fra morgenstunden fortælle om lovende delresultater fra et fase 2-studie med medicinalselskabets coronavaccine, en nedjustering af forventningerne til 2021 samt et ønske om at skrabe kapital hjem. Pengene - en kapitalforhøjelse på op til 10 pct. af aktiekapitalen - skal bruges til at gennemføre et fase 3-studie med medicinalselskabets vaccinekandidat mod RS-virus.

- Det var lidt en overraskende udvikling for Bavarian i dag. På coronanyheden alene burde aktien stige 10 pct. Og samlet undrer det mig, at den falder så meget, da det var ventet, at de skulle ud at finde penge, siger Mads Zink og fortsætter:

- Men ingen vil købe, når man ved, at der kommer nye aktie. Og det rammer Bavarian på den korte bane, for "hvorfor købe nu", spørger investorerne sig selv om.

Bag kapitalforhøjelsen ligger, at Bavarian nu ikke længere ønsker at vente på en partner til at finansiere fase 3-studiet med sin vaccinekandidat mod RS-virus. Derfor kaster vaccineproducenten sig nu ud i at gennemføre det alene, hvilket kommer til at koste op mod 250 mio. dollar - svarende til 1,65 mia. kr.

Aktien faldt med 7,6 pct. til 278,60 kr.

I toppen af indekset sneg Chr. Hansen sig op i løbet af dagen til et plus på 3,6 pct. til 502,40 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

AMBU I RØDT

Der var specifikke nyheder fra Ambu, der det meste af dagen fulgte Bavarin tæt - først op og siden ned. Ambu tog dog lidt afstand til Bavarian i de sidste handelstimer og endte med et fald på 1,3 pct. til 158,10 kr.

Medicoselskabet fortalte mandag morgen om en kontrakt med den amerikanske indkøbsorganisation Vizient om engangsendoskoper, hvis medlemmerne repræsenterer mere end halvdelen af amerikanske hospitaler. Aftalen er sat til at starte den 1. februar næste år.

Ifølge Ambu vil det sætte skub i den hurtigt voksende andel af markedet for endoskoper til engangsbrug. Det skal ske ved, at Vizients medlemmer vil blive tilbudt Ambus portefølje af engangsprodukter inden for bronkoskopi, urologi, øre-næse-hals og GI (mave-tarm) til forhåndsaftalte priser og vilkår.

- Ambu burde være steget på den aftale - men det er en meget volatil og shortet aktie, siger Mads Zink.

DAGENS ANALYSENYT

Novo fik hævet sit kursmål af BNP Paribas med en 50'er til 600 kr. med en gentaget underperform-anbefaling. Aktien steg 0,6 pct. til 708,60 kr.

Også Rockwool blev nærstuderet af BNP, der satte kursmålet ned til 2925 kr. fra 3150 kr. og gentog "underperform". Aktien faldt 0,2 pct. til 2760 kr.

CHEMOMETEC OPJUSTERERDE

Blandt sidepapirerne var der nyt fra Chemometec, der opjusterede selskabets forventninger til omsætning og driftsresultat i 2021 blandt andet på fremgang i USA samt styrkelse af den amerikanske valuta.

Men investorerne sendte aktien ned med 7,3 pct. til 787,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder