Mandagens aktier: DSV og Mærsk i vildt udbrud - Zealand Pharma hægtede sig på

Udgivet den 01-07-2024  |  kl. 17:03  |  
DSV medarbejder

I en vild spurt indtog DSV og Mærsk-aktierne førerpositionen i eliteindekset mandag ved 13-tiden - og ingen af de andre selskaber kunne få kontakt til toppen.

Detroniserede Zealand Pharma, der indtil da havde ligget som den mest stigende aktie, hang dog på - men måtte erkende, at der var for langt op til de tre i toppen.

Spurten kunne også ses i eliteindekset, C25, under et, hvor det blev til et pænt plus på 0,9 pct. til 1971,44, hvor sammenlagt 14 aktier endte i grønt mandag.

Det var nyheden om, at A.P. Møller-Mærsk ikke længere er med i budkrigen om den tyske logistikgigant DB Schenker, der fik de to selskaber til at trække fra.

FRANSK VALG OG TYSK INFLATION

Men det var også ting, der ikke havde rod i Danmark, der var med til at drive den positive stemning mandag. Det vurderer Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, overfor MarketWire:

- Det er resultatet af første runde af det franske valg søndag og efterdønningerne fra den amerikanske inflation i fredag, der giver den gode stemning, siger han.

Franskmændene skal til stemmeurnerne igen på søndag til anden runde af valget.

Det franske CAC 40-indeks var ved dansk lukketid steget 1,3 pct., det tyske DAX-indeks med 0,4 pct. og det spanske med 1,2 pct.

- Det afspejler, at markedet er en lille smule glad for, at ingen af yderfløjene i Frankrig fik så stort mandat, at de kan komme til at styre, siger Mads Zink.

Markedet fik også medvind fra de tyske forbrugerpriser, som steg mindre end ventet i juni. Inflationen var på 2,2 pct. mod ventet 2,3 pct. og 2,4 pct. i maj.

Markedsdeltagerne havde allerede mandag fokus på den portugisiske by Sintra, hvorfra der traditionen tro holdes Den Europæiske Centralbanks årlige konference. Mandag aften efter dansk børslukning taler centralbankens øverste, Christine Lagarde, og her vil der blive lyttet efter indikationer for pengepolitikkens retning.

MÆRSK OG DSV STEG PÅ DROPPET BUD

Mærsk har droppet sin jagt på den tyske logistikgigant DB Schenker, og efter den beslutning skød aktien i vejret.

Det droppede bud fjerner en del risiko fra aktien, da der har været bekymring for, at opkøbet kunne være en for stor mundfuld for Mærsk, siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire.

- Investorerne har nok haft en bekymring, om at DB Schenker var for stor en bolle at bide over i forhold til størrelse, volumen og den strategi, som Mærsk har - at der potentielt kunne være risiko for at det kunne blive en klods om benet for Mærsk, vurderer senioranalytikeren.

Med om buddet på DB Schenker er også danske DSV. Også her er Mærsks udtræden blevet mødt med positivitet hos investorerne.

- Omvendt stiger DSV, fordi de er den sidste industriaktør tilbage, og sandsynligheden for at DSV løber med DB Schenker er alt andet lige steget, siger Mikkel Emil Jensen.

B-aktien i Mærsk steg 6,2 pct. til 12.860 kr., og A-aktien gik 5,9 pct. frem til 12.520 kr.

DSV steg 7,2 pct. til 1143,50 kr.

VESTAS I "ACCEPTABELT" NIVEAU

Vestas steg 0,5 pct. til 162,10 kr. efter at have afsluttet andet kvartal med en slutspurt på ni ordrer på i alt 830 megawatt. I alt blev det til 2902 megawatt i andet kvartal mod 1802 megawatt i samme kvartal et år før.

- Vi ved, at ordreindgangen varierer meget mellem kvartalerne. Isoleret kæmper ordreindgangen i andet kvartal sig lige op i "tilnærmelsesvis acceptabelt" niveau, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en kommentar.

DAGENS FEDMENYT

Zealand Pharma hang på toppen og steg 5,9 pct. til rekorden 912,50 kr. Siden selskabet kom med studiedata med Amylin-analogen Petrelintid mod svær overvægt i forrige uge, er aktien steget fra 647 kr.

Og så har Gubras tyske partner Boehringer Ingelheim har sat gang i de indledende studier af et ny vægttabsmiddel, oplyste det danske selskab mandag morgen.

Aktien steg 23,1 pct. til 602 kr.

Imens styrtdykkede aktien i RTX med 24,1 pct. til 73,40 kr., efter at selskab i weekenden har nedjusteret forventningerne til 2024 som følge af udskudte ordrer og en lavere efterspørgsel.

. .\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯