Mandagens aktier: Genmab og DSV trak fra i grøn månedsstart for C25

Udgivet den 03-08-2020  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Med DSV Panalpina og Genmab i hovedroller kom de danske aktier forrygende i gang med august efter en sløj sidste uge, hvor C25-indekset bakkede fire ud af fem handelsdage.

DSV blev sendt i rekord efter det flotte regnskab for andet kvartal fredag, hvor aktiens indledende stigninger endte med at blive afløst af et lille fald på 0,7 pct.

Siden har flere børshuse hævet kursmålene for DSV Panalpina betragteligt for at indregne det positive momentum fra andet kvartal.

Genmab gik samtidig frem, efter at selskabet fredag luftede nye positive studiedata for storsællerten Darzalex.

STÆRKE REGNSKABSTAKTER OG PMI-TAL TRAK OP

Generelt var stemningen blandt de europæiske aktier klart til den positive side mandag, selv om spændingerne mellem USA og Kina fortsat lurer i baggrunden, ligesom smittetallene med coronavirus fortsat er stigende mange steder.

Til gengæld viste PMI-tal fra Kina fra morgenstunden sig bedre end ventet, og det var med til at løfte humøret. Ud på eftermiddagen fik det yderligere et nøk op af flotte ISM-tal for industrisektoren i USA.

- Der er ikke så meget nyt under solen. Vi er stadig i regnskabssæsonen, og stadig det, der dominerer markederne. Selskaberne har afleveret tal, der generelt har været bedre end ventet af analytikerne, siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Og så har vi fået nogle nøgletal, der overraskede positivt. Særligt PMI-tallene fra Kina overraskede positivt. Det er en kombination af de to ting, der trækker markederne op i dag, fortsætter han.

PMI for fremstillingssektoren i Kina steg i juli til 52,8 fra 51,2 i juni. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet et marginalt fald til 51,1.

C25-indekset steg med 2,0 pct. til 1451,62.

DSV FIK FORSINKET BELØNNING FOR FLOTTE TAKTER

DSV Panalpina, der fredag morgen slog forventningerne i markedet markant med sine resultater for andet kvartal, var blandt de bedst præsterende i eliteindekset.

Samlet leverede selskabet et driftsresultat før renter og skat (EBIT) fraregnet særlige poster på 2613 mio. kr. mod ventet 2353 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af DSV selv.

Siden har en stribe finanshuse løftet deres respektive kursmål for aktien.

Svenske SEB har eksempelvis skruet op til 1000 kr. fra 900 kr. og gentaget den positive anbefaling "køb". Også Nordea anbefaler stadig "køb", og her er kursmålet løftet til 975 kr. fra 925 kr.

Britiske Barclays har løftet sit kursmål for DSV til 970 kr. fra 850 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt", og ABG Sundal Collier har løftet sit kursmål til 930 kr. fra 800 kr.

Det norske finanshus har anbefalingen "hold". Også Jefferies og Credit Suisse har skruet op for kursmålene efter regnskabet.

DSV Panalpina-aktien steg med 3,6 pct. til 898,40 kr. Dermed sluttede aktien i rekord.

GENMAB STEG EFTER GODE DARZALEX-DATA

Også Genmab var i god form mandag og endte allerøverst i C25, efter at selskabet sent fredag løftede sløret for nye studieresultater med kræftmidlet Darzalex fra partneren Janssen.

Toplinjedata fra det såkaldte Apollo-studie viser, at Darzalex i kombination med kræftmidlet Pomalidomid og hormonpræparatet Dexamethason forlænger den progressionsfri overlevelse hos patienter med knoglemarvskræft i sammenligning med behandling med Pomalidomid og Dexamethason alene.

Dermed er det primære endemål nået.

Der er tale om doseringer med Darzalex i en subkutan udgave, der doseres markant hurtigere end ved normal intravenøs behandling, og behandlingskombinationen er allerede godkendt i både USA og Europa i en intravenøs udgave.

Genmab-aktien steg med 4,3 pct. til 2252 kr.

SMÅ KURSMÅLSJUSTERINGER

Med i toppen var også Ambu, der steg med 4,1 pct. til 228,90 kr., og også Rockwool, Coloplast og Bavarian Nordic tog store stigninger uden større bagvedliggende nyheder som forklaring.

Blandt smånyhederne var et kursmålsløft til Demant, hvor ABG Sundal Collier har skruet op til 193 kr. fra 179 kr.

Ifølge data fra Bloomberg News er anbefalingen fortsat "hold".

Demant-aktien steg 1,9 pct. til 199,10 kr.

Alm. Brand fik i øvrigt løftet sit kursmål hos Danske Bank, efter at bank- og forsikringskoncernen fredag opjusterede forventningerne til hele 2020 og afslørede foreløbige tal for andet kvartal.

Kursmålet er løftet til 73 kr. fra 67 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".

Alm. Brand-aktien steg 1,7 pct. til 65,70 kr. efter fredagens kursplus på 2,9 pct.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder