Mandagens aviser med DSV, Norden og Pandora

Udgivet den 13-04-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BESTSELLER SATSER STORT I USA

Danmarks største modetøjskoncern kaster sig efter flere års tilløb ind i USA. Tre af koncernens 20 mærker skal bane vejen på det gigantiske marked, hvor der årligt købes tøj for mere end 2000 mia. kr. Koncernens tilstedeværelse i Canada gennem ti år bruges som dør til USA ifølge international salgschef. (Forside, side 6-7)

FINSK SKIBSGIGANT PÅ OPKØBSROV I DANMARK

Wärtsilä-konglomeratet har i al diskretion opkøbt flere hæderkronede maritime virksomheder - og sætter den danske ærkekonkurrent MAN Diesel under massivt pres i Kina. (Side 8-9)

INDUSTRIENS PENSION SATSER PÅ ØGET INFLATION

De lave renter på obligationer får nu Industriens Pension til at investere milliarder i finansielle kontrakter, der bliver mere værd, hvis inflationen stiger. De såkaldte inflationsswap er finansielle kontrakter, hvor man bytter et fast beløb (de nuværende inflationsforventninger) og får et beløb, der svarer til den fremtidige inflation. Hvis inflationen stiger mere, end markedet forventer i dag, tjener pensionskassen, mens den taber, hvis inflationen bliver lavere end forventet. (Side 10)

NORWEGIAN EFTER STREJKE: KUNDER KOMMER IGEN

Det norske lavprisflyselskab Norwegian fører et tab på 300 mio. danske kr. i bogen for pilotstrejken i sidste måned, der lammede store dele af flyselskabets trafik. Direktør Bjørn Kjos tror på, at kunderne kommer igen. (Side 11)

EJER AF TO EXPERT-BUTIKKER BLIVER CHEF HOS KONKURRENT

Euronics-kædens nye markedschef må vente til næste år med at slippe ud af Expert-kæden med sine butikker. Dermed fortsætter de kaotiske forhold omkring en stor strategiændring hos detailkæden Expert. (Side 12)

BERLINGSKE BUSINESS

HER ER TABERNE BLANDT BANKERNE

Det er et rent udmagringsløb, som præger landets banker og sparekasser. For selv om man kunne fristes til at tro, at der burde være ryddet helt op i bankernes tvivlsomme lån, så kom 13 ud af 69 danske banker alligevel ud med underskud i 2014. Syv år efter, at krisen toppede, kører knap 20 pct. af landets banker stadig med underskud. To har endda fortsat livstruende problemer. (Forside, side 4-6)

INTERNT OPRØR I ATP OM GIGANTISK MILJØREGNING

ATPs nye bestyrelsesmedlem, regionsformand Bent Hansen, er stærkt utilfreds med, at ATP som Cheminova-aktionær nægter at bidrage til oprydning af giftdepot. Bent Hansen rejser sagen i ATPs bestyrelse. (Side 3)

KINA SATSER PÅ ROBOTTER I INDUSTRIEN

Billig produktion har i årtier været et kinesisk trumfkort i den globale kamp om internationale investeringer og arbejdspladser. Sikret ved hjælp af lave lønninger og en enorm arbejdsstyrke har det været en stor succes for både Kina og udenlandske selskaber. Men den billige arbejdskraft er på vej ud, og maskinerne er på vej ind. Kina bliver inden få år det land i verden med flest industrielle robotter. (Side 7)

DANSK SELSKAB VIL VÆRE MED PÅ BITCOIN-BØLGEN

I Herlev er bitcoin-vekselereren Coinify ved at vokse sig stor, og ambitionerne er endnu større. Medstifter Lasse Birk Olesen mener, at vi slet ikke har set den elektroniske valutas potentiale endnu, og at de bliver en del af vores hverdag. (Side 10)

DSV: OPKØB KRÆVER MERE KAPITAL

Amerikanske Fedex vil købe hollandske TNT Express. DSV skal også ekspandere. Høje priser bremser dog denne udvikling. Mantraet "Spis eller bliv spist" gør sig i udpræget grad gældende inden for transport, og TNT-buddet bekræfter det endnu en gang. Hos DSV er man ikke beskyttet af storaktionærer, og selskabets størrelse udgør heller ingen forhindring. (Side 12-13)

JYLLANDSPOSTEN ERHVERV

DANSKERE SKAL BETALE DYRT FOR TIDLIG PENSIONERING

PFA har regnet på en 30-årig pensionskunde, som i gennemsnit tjener 450.000 kr. om året frem til pensionering. Kunden sparer hver måned 15 pct. op til pension og kan med 2,7 mio. kr. på opsparingen opretholde en fornuftig levestandard, når vedkommende som 68-årig har sidste arbejdsdag. Hvis samme person vil stoppe som 65-årig, kræver det, at opsparingen på 15 pct. hæves til 22 pct. (Forside, side 4-5)

STOR UENIGHED OM AMERIKANSK RENTESTIGNING

Man har talt om rentestigningen i USA i lang tid. Og nu hvor den skulle være lige på trapperne, kommer den måske ikke alligevel. Nøglen til en kommende rentestigning findes i inflationen. Og her er det lidt tricky. For den faldende oliepris og stærke dollar, der gør importvarer billigere, har fået prisstigningerne til at stå i stampe. (Side 2)

DANSK MODE GÅR EFTER GULDET

Danske smykkemærker skal være med til at trække dansk mode globalt. Flere af dem markerer sig internationalt – og endda med eksklusive smykker produceret i Danmark. Giganten blandt de danske smykkeselskaber er børsnoterede Pandora, men også flere andre – eksempelvis Ole Lynggaard Copenhagen, Shamballa og Georg Jensen – har skabt sig en position ude i verden. (Side 7)

REVISORERNE VANDT I MCT-SAGEN

Memory Card Technologys revisorer begik fejl i forløbet inden konkursen. Selv med ændringer i revisorpåtegninger ville it-selskabets ledelse måske have fortsat sin kurs og stadig drejet nøglen om i 2001. Blandt andet derfor frifandt Højesteret revisorerne for erstatningsansvar. (Side 8)

BØRSCHEF JUBLER OVER REKORD

Fondsbørsdirektør Bjørn Sibbern, Nasdaq OMX Københavns Fondsbørs, kan glæde sig over rekordomsætning i 1. kvartal 2015. Omsætningen på Københavns Fondsbørs satte i årets første tre måneder rekord. I gennemsnit skiftede værdipapirer for knap 6 mia. kr. hænder hver handelsdag i 1. kvartal. (Side 9)

KUNDERNE SIVER FRA POPULÆRE OBLIGATIONSFONDE

Frem til udgangen af februar blev der trukket knap 2 mia. kr. ud af investeringsforeningernes korte obligationsafdelinger. Nye tal fra VP Securities viser, at privates ejerandel af obligationsafdelinger overordnet set lå stille i marts. Danskerne har fortsat over 150 mia. kr. anbragt i investeringsbeviser for danske realkredit- og statsobligationer. (Side 10-11)

SVINGENDE TØRLASTMARKED PRÆGER NORDEN

Ledelsen i rederiet Norden forventede i begyndelsen af 2014, at tørlastmarkedet var på vej ind i en gradvis bedring. Denne forventning prægede derfor den udmeldte strategi for 2014. Stik imod ledelsens forventning faldt tørlastmarkedet dog yderligere, og Baltic Dry-indekset ramte det laveste niveau i indeksets historie i februar 2015. (Side 13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder

12:50 Novonesis mister chef for Food & Beverage-division
12:16 Obligationer/middag: Rentefald efter skuffende franske PMI-tal
11:50 Zealand får trimmet kursmålet hos Morgan Stanley: Høje omkostninger er en torn i øjet
11:47 Aktier/middag: Kurs mod god ugeafslutning med Novo og ISS i front
10:50 NKT-topchef ser ingen umiddelbare risici for gigantprojekt i USA
10:12 Danske Bank: Udskiftninger i bestyrelsen - Lars-Erik Brenøe vil udtræde ultimo 2025
10:10 DFDS træder ud af et svært år: Topchef ser lyspunkter i usikkert og uforudsigeligt 2025
09:47 NKT-topchef ser ventet lavere omsætning fra højspændingskabler blive kompenseret i 2025
09:32 Råvarer: Forstyrrelser i Ruslands forsyninger holder oliepriserne stabile
09:31 FLSmidths kursmål hæves knap 5 pct. hos Kepler efter regnskab
09:22 Aktier/åbning: NKT i top på regnskab mens Zealand fortsat bankes ned
09:21 Bavarian-kursmål sættes op hos Nykredit
09:10 Carlsbergs kursmål sættes op til 1000 kr. hos Nykredit
08:59 Obligationer/åbning: Uændret renteniveau fra fredagens handelsstart
08:52 NKT-topchef ser tilbage på bemærkelsesværdigt 2024: Resultater mildt sagt tilfredsstillende
08:34 Aktier/tendens: NKT og DFDS trækker fokus mens regnskabsuge løjer af - NY
08:26 Mærsk kan se dyk i rateindeks - igen
08:24 Aktier/tendens: NKT og DFDS trækker fokus mens regnskabsuge løjer af
08:13 NKT overgår analytikernes forventningerne og især Solutions overrasker
08:10 DFDS vil have Lauritzen-topchef i bestyrelsen