Mandagens danske avisuddrag med ATP, Mærsk og Danfoss
BØRSEN
ATP: BESTYRELSER SKAL HAVE MODET TIL AT STOPPE STIGENDE DIREKTØRLØNNINGER
Claus Wiinblad, der er aktiechef i ATP, sender et tydeligt signal til bestyrelserne i Danmarks store børsnoterede selskaber. Han mener, at der skal trædes på lønbremsen på direktionsgangene. (Forside, side 6-7)
KUNDE I DANSK ANDELSKASSE TILTALT FOR MILLIARDHVIDVASK
En kunde i Købehavns Andelskasse blev i 2016 tiltalt for milliardhvidvask i USA. I 2018 brød Andelskassen sit engagement med kunden efter et tilsynsbesøg. (Forside, side 10)
DANMARK: ET AF EU'S DYRESTE LANDE AT STIFTE SELSKAB I
Med afskaffelsen af enkroneselskaberne vil det i EU kun være dyrere at oprette et selskab i Slovenien. Misforstået indgreb, mener CBS-lektor. (Forside, side 16-17)
VELUX-EJERS MILLIARDER SKAL GÅ TIL ET TREDJE FORRETNINGSBEN
Regnskabsaktuelle VKR Holding, der ejer Velux, havde store urealiserede tab på aktier i 2018. Aktierne var ved årsskiftet 6,6 mia. kr. værd. (Side 8)
MÆRSK-DIREKTØR FLIRTER MED BÆREDYGTIGE SKIBSRUTER
Første pilotprojekt er søsat i Mærsks målsætning om at blive CO2-neutral i 2050. Der kommer en ekstraregning, og den sendes videre til kunderne, lyder det fra driftsdirektøren. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
DANFOSS-CHEF HAR 15 MIA. KR. TIL OPKØB
Danfoss har 30-40 selskaber i kikkerten som mulige opkøb og en genvej til at få adgang til teknologi og knowhow. Ifølge koncernchef Kim Fausing har industrikoncernen et finansielt råderum på 15 mia. kr. til opkøb. (Forside, side 6-7)
PRISFESTEN FOR MOBILKUNDERNE ER VED AT EBBE UD
Benhård priskrig har været kernen på mobilmarkedet siden midten af 00'erne. Men teleselskaberne har stoppet alle de små udfordrere og begynder derfor at hæve priserne igen. (Side 4)
MÆRSK FÅR EN MÅNED TIL AT LØSE EN BETÆNDT HAVNESTRID
Los Angeles' borgmester er skredet ind i forhandlingernes bitre opgør mod Mærsks havnegigant, der gerne vil automatisere sin containerterminal i byen. (Side 5)
JYSKE BANK ER ÅRETS BANK, MEN NYKREDIT ER VED AT HALE IND PÅ BANKEN
Nykredit er ifølge velhaverne blevet en væsentlig bedre bank i løbet af 2018, men Jyske Bank ligger stadig på førstepladsen. (Side 8)
ET PRODUKT ER ALTAFGØRENDE FOR GENMABS FREMTID
Som investor er tiden inde til at tage en strategisk beslutning om Genmab - enten at søge andre muligheder eller købe flere aktier i troen på, at selskabet kan levere nye produkter. (Side 12)
BERLINGSKE BUSINESS
SKATTEREGLER BLIVER STADIG MERE BØVLEDE FOR VIRKSOMHEDER
Ifølge en ny undersøgelse går det den forkerte vej med at få gjort hverdagen lettere for erhvervslivet. Fire ud af ti virksomheder mener, at udfodringerne med skattereglerne er blevet værre i de seneste fem år. (Forside, side 4)
ÅRET BEGYNDTE MED DEN STØRSTE JOBVÆKST I TI ÅR
Beskæftigelsen i Danmark fortsætter med at stige, og i januar voksede antallet af lønmodtagere med 8100 til 2,78 mio. Det er den største jobvækst i over ti år, konkluderer økonomer. (side 11)
GAP-CHEF PÅ RETRÆTE: DET ER FORANDRING ELLER FIASKO
Med endnu en runde butikslukninger må topchefen Art Peck sande, at tøjkæden Gap i dag er langt fra storhedstiden i 1990'erne. Spørgsmålet er, om han kan genrejse kæden, der i år fylder 50. (side 16)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›