Danisco skotter til britisk sukkerproducent
Den britiske sukkerproducent Tate & Lyle er for alvor sat i spil som et muligt opkøbsemne efter et elendigt regnskab i sidste uge. Selskabets markedsværdi svandt med en tredjedel. Det har givet investeringsbankerne i London forventninger om en kickstart af den ventede konsolidering i europæisk sukkerindustri. Det skriver Børsen.
Ifølge koncerndirektør Mogens Granborg i Danisco Sugar bliver der dog næppe tale om en konsolidering foreløbig.
- Først til marts 2008 har de forskellige producenter endeligt meddelt EU, hvor meget der skal sælges. Så bliver kvoterne fordelt, og til den tid ved vi meget mere om fremtiden i den europæiske sukkerindustri. Her vil vi så se diskussioner om mulige konstellationer, siger Mogens Granborg, og understreger overfor Børsen, at en konsolidering kun er en af tre muligheder for Danisco Sugar.
/ih