Mandagens internationale avisuddrag med Novo Nordisk og Samsung

Udgivet den 10-10-2016  |  kl. 08:08  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

WALL STREET-CHEFER UDPEGER NEW YORK SOM VINDER AF BREXIT

De førende Wall Street-banker vil sandsynligvis kigge mod New York og ikke videre rundt i Europa, skulle de beslutte at flytte deres foretagender ud af London efter Storbritanniens EU-exit. Det siger Jamie Dimon og James Gorman, som er de respektive direktører for JP Morgan Chase og Morgan Stanley, på et årligt møde i Washington, og advarer yderligere, at brexit kan være begyndelsen af enden for EU. (WALL STREET BOSSES WARN ON BREXIT RISKS)

FRANKFURT BEJLER BRITISKE BANKER

Tyskland overvejer at ændre sin lovgivning omkring blandt andet fyringer for at gøre Frankfurt mere attraktiv for banker, som overvejer at skifte London ud med et andet europæisk finanscenter efter brexit. Flere lande, herunder Frankrig, Luxembourg og Spanien, har i de seneste uger udsendt delegationer for at overbevise banker om, at netop deres byer er det bedste alternativ til London. (FRANKFURT VIES FOR UK BANKING JOBS POST-BREXIT)

VERDENS OPGAVEØKONOMI STØRRE END ANTAGET

Den såkaldte "gig economy", eller opgaveøkonomi, som dækker over tjenester som Uber er større end tidligere antaget, skriver konsulenthuset Mckinsey i en rapport. Ifølge Mckinseys data, arbejder mellem 20 og 30 pct. af mennesker i EU og USA i opgaveøkonomien, hvilket puster ild til debatten omkring reguleringer af denne type arbejde. (WORLD'S 'GIG ECONOMY' LARGER THAN THOUGHT)

GLOBAL VÆKST BEVÆGER SIG IGEN OMKRING TRENDEN

Nye data fra den Internationale Valutafond, IMF, viser, at den globale vækst fortsat er relativ svag, men også at den bevæger sig sidelæns. Det er første gang i to år at væksten bevæger sig omkring det historiske trend, og ikke markant under trenden, viser undersøgelsen. (GLOBAL GROWTH SOLID AT TREND RATES)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

TÆSK TIL PUNDET HJALP STORBRITANNIEN MED AT ABSORBERE BREXIT-CHOCK

På trods af utallige spådomme om skaden på den britiske økonomi ovenpå brexit-afstemningen, er arbejdsløsheden konstant, aktiemarkedet stabilt og forbruget er også stadig på normalt niveau. En stor del af æren kan tilskrives pundets markante fald på 16 pct., siger flere økonomer. De påpeger samtidig, at havde pundet været bundet til Euroen, havde situationen været katastrofal. (POUND'S POUNDING HELPED UK ABSORB BREXIT SHOCK)

SAMSUNG STOPPER GALAXY NOTE 7 PRODUKTIONEN MIDLERTIDIGT

Teknologigiganten Samsung stopper midlertidigt produktionen af den problemfyldte Galaxy Note 7 efter flere sager om telefoner, der bryder i brand. Samsung har haft problemer med tilbagetrækningen af de mere end 2,5 mio. smartphones, og hjælpes ikke på vej af, at erstatningstelefonerne nu også har tendens til spontant at bryde i brand. (SAMSUNG TO HALT GALAXY NOTE 7 PRODUCTION TEMPORARILY)

INSULINPRISERNE STIGER MEN PRODUCENTERS ANDEL ER KONSTANT

De amerikanske insulinpriser er til mange patienters fortvivlelse fordoblet siden 2011, men producenterne Eli Lilly, Sanofi og danske Novo Nordisk modtager ikke en større del af overskuddet, som i stedet går til mellemmændene, der står for indkøb af medicinen. (INSULIN PRICES SOAR WHILE DRUGMAKERS' SHARE STAYS FLAT)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

LIBYEN UDVIDER OLIEEKSPORT OG UNDERMINERER OPEC

Omkring en uge efter Opec-kartellet besluttede at reducere olieudbuddet på det globale marked har det borgerkrigsramte medlem Libyen genåbnet en større havn til olieeksport og annonceret intentioner om at øge produktionen resten af året. Skulle udvidelsen være succesfuld, vil den ifølge eksperter udligne nedskæringerne af Saudi Arabien og resten af Opec. (LIBYA STARTS EXPANDING OIL EXPORTS - FOR NOW- AT LEAST)

TRUMP OG CLINTON MØDTES I BITTER ANDEN DEBAT

Natten til mandag dansk tid mødte de to amerikanske præsidentkandidater, Hillary Clinton og Donald Trump, hinanden til en historisk personlig og bitter debat før valget i november. Debatten, som blev indledt uden et håndtryk, bød blandt andet på anklager om voldtægt rettet mod Bill Clinton fra Donald Trumps side og en række andre personlige angreb. (A BITTER TRUMP CLINTON DEBATE)

THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):

"HÅRD BREXIT" KAN ØDELÆGGE STORBRITANNIENS ÅBNE ØKONOMI

Den britiske premierminister Theresa May, som mansag mødes med Lars Løkke Rasmussen, er fortaler for en såkaldt "hård brexit", hvor Storbritannien fuldkomment forlader EU-samarbejdet og strammer indvandring markant. Men denne tilgang kan ødelægge Storbritanniens mulighed for at forblive en åben økonomi, siger chefen for den interesseorganisationen CBI, som repræsenterer over 100.000 britiske forretninger. (HARD BREXIT RISKS DESTROYING UK'S OPEN ECONOMY, SAYS CBI CHIEF)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK)

BRITISKE FORRETNINGER MERE OPTIMISKE END FØR BREXIT

Den britiske erhvervstillid steg til 112,4 i september, efter at have være nede på 105 umiddelbart efter brexit-afstemningen. Derudover svarede 44 pct. af de adspurgte, at de var optimistiske omkring Storbritanniens økonomiske udsiger i det nye år, hvilket er en stigning på 9 pct. siden månederne op til folkeafstemningen. (BREXIT: UK BUSINESSES ARE EVEN MORE OPTISMISTIC NOW THAN THEY WERE BEFORE THE EU REFERENDUM)

/ritzau/FINANS

Christoffer Cirillo +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯