Mandagens obligationer: Investorerne søgte sikker havn efter toldtrusler
Der var uro og nervøsitet på de finansielle markeder mandag, efter Donald Trump for alvor hævede toldsablen i weekenden og lod forstå, at der også kan være samme medicin på vej til EU som allerede har ramt Mexico, Canada og Kina.
Og det fik investorerne til at flytte pengene over i sikre papirer som obligationer, hvor kurserne steg og renten faldt.
Mandag eftermiddag var renten på den tiårige danske statsobligation nede at ramme 2,05 pct. Men den endte med et mindre fald svarende til 5 basispoint til en rente på 2,10 pct. i forhold til fredag.
Renten rettede sig en smule, da den mexikanske præsident, Claudia Sheinbaum, oplyste, at den amerikanske told mod Mexico vil blive udskudt med en måned.
Udsagnet kom, efter hun havde snakket med Donald Trump, der også efter dansk lukketid mandag tog en tilsvarende seance med den canadiske premierminister, Justin Trudeau.
TOLD PÅ VARER FOR EU
I weekenden varslede Trump ligeledes told på varer fra EU, der kan komme "ret snart".
Hvad toldkrigen skal betyde for obligationsrenterne på den længere bane er lidt tvetydigt, da det dels kan føre til tiltagende inflation, men også aftagende økonomisk vækst.
- For de danske renter er effekten af begivenhederne noget mere usikker. På den ene side medvirker de højere renter i USA til også at presse især de længere danske renter højere. Modsat vil de betydelige kursfald på aktiemarkederne lede til en flugt mod de sikre statsobligationer, og den vej rundt lægge et nedadgående pres på de danske renter, vurderer Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›