Mandagens obligationer: Renten endte med at stige på nøgletalsfattig dag

Udgivet den 26-02-2024  |  kl. 17:00  |  

De danske renter steg mandag, på en dag hvor nøgletalskalenderen var ufattelig tynd.

Samlet blev det til et plus på 3 basispoint til 2,51 pct. for den toneangivende tiårige statsobligation i forhold til fredag eftermiddag.

Det nyhedsfattige bliver der derimod lavet om på de kommende dage, hvor det er nyt til centralbankerne, der tager over.

Torsdag kommer der tal på den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål privatforbrugsdeflatoren, PCE.

- Federal Reserve foretrækker privatforbrugsdeflatoren, blandt andet fordi vægtene her er mere fornuftige. For eksempel udgør huslejer ikke mindre end 44 pct. af de underliggende forbrugerpriser, mens vægten i den underliggende privatforbrugsdeflator er omkring halvdelen, skriver Jyske Bank.

Og fredag kommer turen til eurozonen med inflationstal for februar. Markedsdeltagerne kan dog allerede torsdag få en god indikator for fredagens samlede inflationstal, når der kommer forbrugerpristal fra Tyskland, Frankrig og Spanien.

- Vi forventer, at inflationen i eurozonen aftager yderligere i februar efter det lille fald i januar. Fødevarepriserne vil trække ned i den samlede inflation, og på kerneniveau forventer vi, at især varepriserne igen i februar trækker klart ned, mens effekten fra servicepriserne vil være noget mindre, skriver banken

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯