Mandagens obligationer: Renten steg på amerikansk nervøsitet og tysk inflation

Udgivet den 01-07-2024  |  kl. 17:00  |  

Renten på de danske obligationsrenter skød i vejret mandag, efter at renten i USA blev sendt op af usikkerhed over det kommende præsidentvalg.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte mandag i 2,60 pct. svarende til 10 basispoint højere end ved markedslukning fredag.

Mandag var der nok på nøgletalsfronten at holde øje med.

I det mere interessante boldgade viste opgørelsen for de tyske forbrugerpriser, at stigningerne er kommet ned i gear.

- Inflationen i Tyskland er tilbage på rette kurs igen, konstaterer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.

Stigningen i forbrugerpriserne aftog i juni til 2,2 pct. efter en stigning på 2,4 pct. måneden inden. Økonomerne havde ventet en lidt højere inflation på 2,3 pct.

Det vil vække begejstring hos Den Europæiske Centralbank, der dog også holder øje med kerneinflationen, som fortsat ligger højt. Det samme gælder inflationen i tjenesteydelser.

- ECB er tilfredse over at se inflationen i eurozonens største økonomi langsomt bevæge sig mod målet igen, men kerneinflationen er fortsat for høj. ECB sænker ikke renten på næste rentemøde om et par uger. Vi skal frem til efteråret inden næste rentesænkning kan blive aktuel, siger Allan Sørensen.

ECB-MØDER I PORTUGAL

Markedsdeltagerne kan mandag også vende blikket mod den portugisiske by Sintra, hvorfra Den Europæiske Centralbank, ECB, indleder sin årlige konference mandag.

Arrangementet har tidligere været brugt til at give vigtige pengepolitiske signaler, og det kan derfor ikke udelukkes, at ECB's øverste, Christine Lagarde, lufter tanker om eventuelle rentebeslutninger.

- Indikerer Lagarde, at ECB har rentemødet i september i kikkerten i forhold til at sænke renten igen, kan renterne blive presset ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Christine Lagarde taler klokken 21. Tirsdag får hun i en debat selskab af sin amerikanske kollega Jerome Powell, der leder USA's centralbank, Federal Reserve.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯