Mandagens obligationer: Svagt lavere rente trods stigende aktier

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 17:06  |  

Trods stigende kurser på de europæiske aktiemarkeder - med det danske som en undtagelse - gik udviklingen på obligationsmarkedet hen over handelsdagen mod lavere rente, og et lille indledende renteløft ændredes til et næsten lige så undseeligt fald.

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation lukkede i minus 0,42 pct., som var 2 basispoint lavere end lukkeniveauet fredag eftermiddag og 3 basispoint laver end åbningsniveauet mandag morgen.

Ugen blev indledt med kinesiske nøgletal for prisudviklingen i juli, som viste en stigning i forbrugerpriserne på 2,7 pct. mod en ventet stigning på 2,6 pct. og et fald i producentpriserne på 2,4 pct. mod et ventet fald på 2,5 pct. Alt sammen ifølge Bloomberg News.

Obligationshandlerne måtte derudover spejde langt efter nøgletal, som kan inspirere til handel. Mandagens kalender var tom for retningsgivende statistik, men tirsdag er der forventnings- og tillidsindeks fra ZEW for både Tyskland og eurozonen samt producentpriser for USA at tage bestik af.

Mandag morgen kunne Danmarks Statistik oplyse, at de danske forbrugerpriser steg med 0,5 pct. i juli sammenlignet med juli sidste år.

Måneden før var inflationen 0,3 pct.

Den danske eksport steg med 2,2 pct., og importen steg 3,1 pct. i juni. Det betyder et overskud på den danske handelsbalance på 14,7 mia. kr. I maj viste handelsbalancen et overskud på 12,2 mia. kr.

I juni var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 8,6 mia. kr. mod et overskud på 8,8 mia. kr. i maj.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder