Mandagens obligationer: Sydeuropa i rentetumult
Det blev en travl og anspændt dag på obligationsmarkedet, da nyhederne fra det italienske valg satte sig tungt på udviklingen. Det skabte voldsomme udsving i renterne, hvor heller ikke det danske obligationsmarked undgik at føle tumulten.
De første exitpolls fra det italienske valg viste, at reformvenlige Pier Luigi Bersani havde vundet begge kamre. Det endda komfortabelt indregnet en alliance med afgående premierminister Mario Monti. Det skabte jubelstemning på markederne og sendte en overgang de italienske, 10-årige renter ned med op til 30 basispoint.
Det gik dog lige så hurtigt tilbage, da en anden exitpoll, denne gang fra tv-stationen RAI, viste, at Silvio Berlusconi førte valget til Senatet. Berlusconi har i sin valgkamp været alt andet end venligt indstillet over for de økonomiske reformer, som Mario Monti har gennemført det seneste år.
Ved dansk børslukketid lå de italienske statsobligationer til et rentefald på 7 basispoint i 4,35 pct. for dagen. Den toneangivende, danske 10-årige rente endte med en lille stigning på 1 basispoint til 1,72 pct. efter at være steget til 1,77 pct., da euforien om et Berlusconi-nederlag var på sit højeste.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›