Mandagens obligationer: Ubeslutsom rente slingrede lidt ned

Udgivet den 16-09-2024  |  kl. 17:01  |  

Ugens danske obligationshandel blev mandag indledt med en ubeslutsom rente på den tiårige toneangivende danske statsobligation.

Afsættet var et rentefald på 3 basispoint, som blev udlignet ved middagstid, inden renten slingrede tilbage til 2,05 pct., som var 4 basispoint under niveauet ved danske børslukketid fredag eftermiddag

På dagens makroøkonomiske tallerken havde handlerne blot det amerikanske Empire Manufacturing-indeks, som måler erhvervstilliden i delstaten New York. Det viste en stigning til 11,5 i september fra minus 4,7 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en mere beskeden stigning til minus 4,0.

De tungere tal serveres først senere på ugen, og flest kalorier vil der være i rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som sluttes med en rentemeddelelse onsdag aften. Forventninger er nu overvejende, at banken vil spille ud med en rentenedsættelse på 50 basispoint, Det viser opgørelsen fra CME Fedwatch Tool.

Den Europæiske Centralbank sænkede allerede torsdag i sidste uge renten for anden gang i år med 25 basispoint. Her fastholdt topchef Christine Lagarde, at banken vil gå datadrevet til værks og ikke låse sig fast på en bestemt rentebane.

Hen over ugen får handlerne inspiration fra nøgletal. Det drejer sig om blandt andet det amerikanske detailsalg, tyske ZEW-tillidsindeks, forbrugertillid i eurozonen og nytilmeldte ledige i USA i sidste uge.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯