Markedsoversigt: Aktier ramt af spansk syge

Udgivet den 23-07-2012  |  kl. 17:44  |  

Sidste uges velvoksne risikovillighed blandt investorerne, der gav pæne løft til de danske og europæiske aktier samt indtil flere lukkerekorder og stigende renter, forsvandt som dug for sommersolen i mandagens handel. Det gav markante fald til specielt de cykliske aktier og til renterne i de sikre lande.

Samtlige aktier i det danske C20-indeks lukkede med fald og indekset faldt 2,1 pct. til 463,21.

Gældskrisen i Europa har igen stjålet al opmærksomhed hos aktiehandlerne, efter at de dårlige nyheder fra specielt Spanien har stået i kø de seneste dage.

Fredag blev de indledt, da den spanske finansminister, Cristobal Montoro, meldte om lavere forventninger til den økonomiske udvikling i 2013, hvor der nu ses en tilbagegang på 0,5 pct., og siden er dårligdommene taget til med fornyet usikkerhed om EUs 100 mia. euro store redningskrans til den spanske banksektor og meldinger om, at flere af Spaniens regioner balancerer på en knivsæg i forhold til økonomisk ruin.

Samtidig er der igen usikkerhed om, hvorvidt Grækenland kan blive tvunget ud af eurosamarbejdet, fordi landet muligvis ikke kan leve op til kravene for at modtage hjælpepakken fra EU og den internationale valutafond, IMF.

Lagt sammen pressede meldingerne de cykliske aktier, hvor FLSmidth var hårdest ramt med et fald på 5,5 pct. til 325 kr., hvilket placerede industriaktien helt i bunden af C20-indekset.

Aktierne i A.P. Møller - Mærsk dykkede også på frygten for økonomisk opbremsning. B-aktien faldt med 4 pct. til 39,800 kr. I Asien faldt branchekolleger ligeledes markant i mandagens handel.

GN Store Nord har afhændet 38 butikker i Indien til den italienske kunde Amplifon, som samarbejdet med dermed er styrket. Aktien dykkede alligevel med 3,1 pct. til 72,85 kr.

I toppen af eliteindekset endte teleselskabet TDC, selv om aktien tog et fald på 0,6 pct.

Blandt sidepapirerne havde aktien i fodboldklubben Brøndby IF en god dag, efter at den omdiskuterede bestyrelsesformand Per Bjerregaard har trukket sig fra sin stilling. Det gav et lettelsens suk blandt aktionærerne, der sendte aktien op med 23,8 pct. til kurs 13,00.

Bekymrende meldinger omkring den kinesiske vækst trykkede desuden stemningen yderligere både på aktie- og rentemarkedet, mens en skuffende udvikling i den europæiske forbrugertillid ikke så ud til at blive tillagt megen betydning blandt de i forvejen nervøse investorer.

Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21eren, endte dog med en stigning på 2 basispoint til 0,96 pct. efter at have flirtet med det laveste renteniveau nogensinde store dele af mandagen. Den tyske ditto steg med 1 basispoint til 1,18 pct.

I Spanien var fredagens meldinger fra den spanske finansminister, Cristobal Montoro, der præsenterede en nedjusteret prognose for den økonomiske udvikling i 2013, hvor der nu ses en tilbagegang på 0,5 pct., årsag til fornyede bekymringer.

Den tiårige rente i det kriseramte land var ved dansk lukketid i 7,42 pct. - en stigning på 20 basispoint.

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel