Markedsoversigt: Optur for cykliske aktier og renter
Investorerne lod fingrene aktivere "køb"-knappen lidt oftere på torsdagens aktiemarked efter beroligende toner fra USA
Her mener både præsident Barack Obama og formanden for den amerikanske kongres, republikaneren John Boehner, at der inden nytår vil blive indgået en aftale, der får bugt med den såkaldte âfinanspolitiske afgrundâ ("fiscal cliff").
C20-indekset tikkede 0,9 pct. op til 490,77, og i toppen fandt man aktier som Vestas, Danske Bank, Pandora og DSV.
Vestas-aktien fortsatte sin bipolære tilværelse i et af C20s yderpunkter. Torsdag var det med positivt fortegn, da aktien steg 4,1 pct. til kurs 27,98.
TDC havde også en god dag med et løft på 2,8 pct. til kurs 38,76,. Teleaktien har genvundet meget af det tabte fra tirsdagen. Her solgte kapitalfondene bag TDC en stor portion aktier med rabat.,
Både Nordea og Danske Bank vil blive ramt af en ny finansskat i Finland. Men Danske Bank-aktien steg 3,1 pct. til 96,90 kr., mens Nordea gik 1,0 pct. frem til 52,50 kr.
Nomura løftede sit kursmål for Mærsk-aktien med 7000 kr. til 59.000. B-aktien steg 1,3 pct. til 40.480 kr.
I bunden af indekset faldt kun tre aktier: GN Store Nord dykkede 0,8 pct. til 81,15 kr., mens Coloplast og Lundbeck også sluttede lidt lavere.
Uden for C20-indekset var der til gengæld et gevaldigt løft til Bioporto, efter at det lille biotekselskab annoncerede et samarbejde med Siemens. Det tyske konglomerat skal være med til at markedsføre produktet NGAL, en diagnostisk test til bestemmelse af nyreskade, ved at blåstemple det til brug på Siemens-instrumentet Advia 1800. Det løftede Bioporto-aktien 28 pct. til 5,35 kr.
Torsdagen startede med risikovillighed og appetit på sydeuropæiske statsobligationer på bekostning af de nordeuropæiske, men da dagen var omme, var der få vindere tilbage. Ved nærmere eftertanke så en investering i Spanien og Italien åbenbart ikke helt så attraktiv ud om eftermiddagen, som den havde gjorde fra morgenstunden.
En vellykket auktion over statsobligationer i Italien koblet med større tiltro til, at Spaniens premierminister Mariano Rajoy får styr på landets gældsproblemer, bidrog også til billedet. Men det varede ikke ved.
Den spanske tiårige rente steg 2 basispoint til 5,33 pct., og den italienske tilsvarende lukkede med et lille fald på 2 basispoint til 4,57 pct.
I Danmark sluttede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation, 3-21eren, uændret i 1,05 pct. efter at have ligget lidt højere midt på dagen.
Obligationsmarkedet viste desuden tillid til den danske stats kreditværdighed, da Nationalbanken solgte korte obligationer for 12 mia. kr. til negativ rente. Papirerne, med løbetid på mellem tre og ni måneder, gik til renter på mellem minus 0,39 og minus 0,25 pct.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›