Mere aggressiv strategi fra Danske Securities på aktiemarkedet

Udgivet den 20-04-2001  |  kl. 13:28  |  

Vi har muligvis set bunden af aktiemarkedet efter onsdagens amerikanske rentenedsættelse. Det er vurderingen fra aktieanalytikerne i Danske Securities (DS), der derfor lægger op til en mere aggressiv strategi på aktiemarkedet.

- Selvom vejen fremad fortsat er ujævn, kan vi nu have passeret bunden af aktiemarkedet. Mens vi forsat fokuserer på værdi og kvalitet, vil vi nu lægge mere vægt på udvalgte cykliske aktier og vækstaktier, lyder vurderingen fra stratégerne i DS.

DS påpeger, at rentenedsættelsen er udtryk for en fortsat svaghed i økonomien, som også blev afspejlet i beskæftigelsestallene sidste uge og de seneste NAPM-tal, der udtrykker erhvervslivets forventninger til fremtiden. Dertil kommer, at februartallene for USA's import af varer og tjenester, offentliggjort i går, afslørede en svigtende forbrugertillid.

- Vi tror, at det fortsat er for tidligt at give TMT-aktierne en ren sundhedsattest. Der er stadig problemer med store lagerbeholdninger og en generel svækkelse af efterspørgselen. Dertil kommer, at anlægsudgifterne fortsat er lave, hvilket formentlig fører til fortsat lav efterspørgsel efter nyt teknologisk udstyr, vurderer DS.

Det påpeges, at der også er tegn på, at det værste nu er ved at være overstået med hensyn til profit warnings. Samtidig understreges det dog, at sådanne tegn er set før, før markedet er blevet ramt igen. Derfor er der fortsat udsigt til nedjusteringer af vækstforventningerne på mellemlang sigt i en vis udstrækning.

DS vurderer, at rentenedsættelsen styrker potentialet for SKF, Tomra, Hennes & Maouritz, ISS og Vestas, der har anbefalingen Buy og er på DS' Select List over foretukne nordiske aktier. Det samme gælder Tandberg (Strong Buy), der er på Select List over mindre virksomheder samt i-data, TietoEnator, Assa Abloy, Atlas Copco og Autoliv, der alle har en Buy-anbefaling.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder