MeritaNordbanken Group og Unidanmark åbner filial i Litauen

Udgivet den 07-06-2000  |  kl. 16:23  |  

København--7. juni--NetPosten--MeritaNordbanken Group og Unidanmark åbner sin første filial i Litauens hovedstad Vilnius, fremgik det onsdag af en fondsbørsmeddelelse.

- Tilstedeværelse i Litauen er vigtigt for Nordic Baltic Holding. Vi dækker nu alle lande i Norden og Østersøregionen i overensstemmelse med vores vision for disse geografiske områder, siger Thomas Neckmar, chef for Nordic Baltic Holdings aktiviteter i de baltiske lande og Polen.

Litauens kandidatur til EU samt ambitionerne om at indtræde i verdenshandels-organisationen WTO forventes at medføre stigende investeringer i landet.

MeritaNordbanken Group har været etableret i Litauen siden april 1999, hvor MeritaNordbanken Finance Lit Ltd blev registreret. I januar i år købte selskabet den franske bank Société Genérales aktiviteter i Vilnius. Der planlægges yderligere filialer i større byer over de næste par år. Den primære målgruppe er nordiske og internationale virksomheder og deres medarbejdere samt privatkunder og lokale virksomheder.

Udgivet af: NPinvestordk