Mols-Linien/CEO: Ebeltoft-Odden fortsætter om vinteren

Udgivet den 29-01-2014  |  kl. 12:53  |  

Det er ikke korrekt, når man i Dagbladet Børsen kan læse, at Mols-Linien reducerer Ebeltoft-Odden til en sommerrute. Rederiet holder fast i ruten, men ligesom i år og sidste år, vil der være en periode i løbet af første kvartal, hvor færgerne skal til vedligeholdelsestjek, og Ebeltoft-Odden midlertidigt lukkes.

Det fortæller administrerende direktør i Mols-Linien, Søren Jespersen, til Ritzau Finans.

- Der er ikke nogen ændringer i forhold til, hvordan vi har gjort det hidtil, siger Søren Jespersen, som ikke vil gætte på, hvor langt tid ruten lukkes til næste år, men at det formentlig bliver kortere tid end i år.

Som altid skal rederiets færger, dem er der tre af, i dok til vedligeholdelsestjek i løbet af første kvartal, og for Ebeltoft-Odden betyder det i år, at der ikke afgår færger til og fra Ebeltoft i hele første kvartal.

- Perioden er lidt længere i år, fordi vi skal have lavet nogle lidt større vedligeholdelsesarbejder. Det er ligesom, når man skal have bilen til service. Nogle gange er det et lille service, andre gange et større, og sådan er det også med færger. Derfor tager det nogle gange længere tid, andre gange kortere, siger Søren Jespersen.

- Sidste år var det vist 6-7 uger, og det kan det også blive til næste år, men det ved vi ikke endnu. Det vil afhænge af, hvilke vedligeholdelsesarbejder, vi skal gennemføre, fortsætter Søren Jespersen, der dog regner med, at perioden, hvor Ebeltoft-Odden ruten ligger stille næste år, vil være kortere end i år.

Mens en af færgerne er i dok til vedligeholdelsestjek, har Mols-Linien kun to færger at sejle med, og da trafikken er så dominerende på Aarhus-Odden, vælger rederiet "selvfølgelig" at sejle til Aarhus for at dække den relativt større efterspørgsel, der er her, forklarer Søren Jespersen.

- Men det store dementi til, at det pludselig skulle blive en sommerrute, siger han.

I denne vinter har Mols-Linien arbejdet med en enkelt afgang på Ebeltoft-Odden dagligt indtil værftspausen. Forventningen er, at det billede fastholdes til næste vinter, med mindre kunderne pludselig skifter præferencer.

- Ja, det er det. Vi har gjort flere tilløb til at forsøge at øge frekvenserne ud af Ebeltoft. Senest havde vi en 8-afgang, en erhvervsafgang, som vi forsøgte at introducere. Vi måtte bare konstatere, at der ikke var nok kunder, så vi flyttede den til Aarhus. Og straks den blev flyttet til Aarhus, var der langt, langt flere kunder om bord. Så vi prøver hele tiden at teste, om ikke markedet er der, men vi må bare konstatere, at trafikken er stærkere til Aarhus, fastslår Søren Jespersen.

Vinterpausen stopper med udgangen af marts, hvor Mols-Linien igen vil sejle på Ebeltoft-Odden. Når efterårsferien er omme, altså i uge 43, ventes det næste vinterprogram at træde i kræft, fortæller han.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk