Morten Olsen fortsætter til 2012

Udgivet den 08-01-2010  |  kl. 11:41  |  

Morten Olsen fortsætter som landstræner i yderligere to år, når hans nuværende kontrakt med DBU udløber efter sommerens VM-slutrunde.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen og landstræner Morten Olsen har afsluttet deres drøftelser om rammerne for en forlængelse af samarbejdet. Samtalerne har begrænset sig til ét møde, mandag den 14. december, samt tre telefonsamtaler - én i julen, én lige efter nytår og den sidste tidligere i denne uge - hvor detaljerne er blevet forhandlet på plads.

- Det er en tillidserklæring, at DBU fortsat ønsker mig i denne stilling. Det er et prestigefyldt job, og jeg føler mig rigtigt godt tilpas i stillingen. Det har været vigtigt for mig, at jeg kan se frem til de nye mål og opgaver, og der stadig er store udfordringer, siger Morten Olsen, og uddyber:

- Vi er resultatmæssigt kommet godt ud af den seneste kvalifikationsturnering, og jeg ser fortsat et stort fremtidsperspektiv i talentmassen. Jeg arbejder med dygtige og læringsvillige spillere har derfor en god fornemmelse af, at vi vil kunne gentage succesen i den næste kvalifikationsturnering.

Udgivet af: NPinvestordk