Aktier/tendens: Vestas-ordre og nye bankvurderinger får opmærksomhed før grøn start

Udgivet den 19-06-2024  |  kl. 08:26  |  
Arkiv: Foto

En stor ordre i Australien sender rampelyset i retning af Vestas før starten på den danske aktiehandel onsdag, hvor stemningen overordnet er let positiv.

Aktiviteten kan dog også meget vel blive til den lave side onsdag, hvor amerikanerne holder fri på grund af Juneteenth-fejringen.

Tirsdag steg det danske C25-indeks med 0,5 pct. til 1965,55, og handlen med futures indikerer onsdag morgen en lille stigning på 0,2 pct. for det tyske DAX-indeks og også fremgang på 0,3 pct. til Stoxx 50-indekset.

Med til at løfte humøret er det, at troen på mere end én rentenedsættelse i USA i år igen er kommet lidt op efter svage tal for detailsalget tirsdag.

- Efter et svagt detailsalg tirsdag er markedsforventningerne til en rentenedsættelse allerede til september steget til tæt på 70 pct., og der er indpriset rentenedsættelser på i alt 47 basispoint i løbet af andet halvår, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar onsdag morgen.

VESTAS KAN GAVNES AF AUSTRALSK STORORDRE

Vestas kunne sent tirsdag bekræfte en ordre på 577 megawatt (MW) i Australien, hvor det danske selskab skal levere møllerne til anden del af Golden Plains-projektet, der udvikles af Tagenergy.

Den ordre er mindst 5 mia. kr. værd, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

- Alt andet lige bør det påvirke aktien positivt i dag, siger han til MarketWire.

Det er ikke fordi, ordren kommer helt ud af det blå, idet ledelsen hos Vestas allerede i forbindelse med årsregnskabet gav udtryk for, at der var ordrer under opsejling på det australske marked.

- Så det er ikke sådan, at den her ordre kommer fuldstændigt bag på os, men det er klart, at størrelsen på den her ordre er vigtig, siger Jacob Pedersen.

Vestas-aktien sluttede tirsdag 0,3 pct. højere i 175,70 kr.

ANALYSEÆNDRINGER FYLDER MEGET I BILLEDET

Ud over ordren til Vestas fylder analyseændringer en hel del i nyhedsbilledet onsdag morgen, hvor Rockwool eksempelvis har fået indledt dækning hos amerikanske Citigroup med anbefalingen "neutral".

Kursmålet er samtidig sat til 3000 kr., fremgår det af et analysenotat, hvor banken også fremhæver, at en flot vækst allerede er indregnet i aktiekursen.

Rockwools B-aktie sluttede tirsdag 2,5 pct. højere i 2836 kr.

Hos norske ABG Sundal Collier har analytikerne haft bankaktierne en tur gennem regnearket, og det har kastet ændringer af sig for både Ringkjøbing Landbobank, Spar Nord, Sydbank og Jyske Bank.

Førstnævnte har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", Sydbank har fået løftet sit kursmål til 470 kr. fra 445 kr. og gentaget anbefalingen "køb", og Spar Nord har fået hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" og løftet sit kursmål til 145 kr. fra 132 kr.

Endelig har Jyske Bank fået sænket sit kursmål hos ABG til 625 kr. fra 725 kr. Her er anbefalingen ligesom for Sydbank fortsat "køb".

Sydbank-aktien steg tirsdag 0,2 pct. til 365 kr., Ringkjøbing Landbobank faldt 0,1 pct. til 1208 kr., og Spar Nord endte uændret i 127,60 kr.

Jyske Bank steg tirsdag 0,6 pct. til 563,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder