NKT-rival stiger på kapitalmarkedsdag med 2028-målsætninger
Den franske kabelkoncern Nexans holder onsdag kapitalmarkedsdag i London, hvor selskabet fortæller uddybende om sine målsætninger for de næste tre år frem til udgangen af 2028.
Målsætningerne blev annonceret onsdag morgen, inden begivenheden startede i London, og investorerne er tilsyneladende godt tilfredse med de nye ambitioner, der har sendt aktien op med 4 pct. på børsen i Paris.
Samlet for koncernen sigter Nexans mod at skabe et justeret driftsresultat, EBITDA, på 1150 mio. euro - plus/minus 75 mio. euro. - i 2028. Til sammenligning har Nexans et mål i 2024 om et justeret driftsresultat på 750-800 mio. euro.
I 2028 har Nexans desuden et mål om at nå et afkast af den investerede kapital på over 20 pct. "takket være øget rentabilitet, stram styring af arbejdskapitalen og disciplinerede investeringer."
- Med en bundsolid forretningsmodel og en robust balance udnytter vi de enorme muligheder på vores markeder til at skabe vedvarende resultater og pengestrømme. Udover at styrke vores fundament er vi på vej fremad - og sætter innovation og kunstig intelligens i centrum for vores elektrificeringsstrategi, siger administrerende direktør Christopher Guérin i meddelelsen.
I de tre år mellem 2025 og 2028 planlægger Nexans investeringer for omkring 1,2 mia. euro, og de samlede frie pengestrømme før opkøb og egenkapitaljusteringer ventes at lande på omkring 1,4 mia. euro mellem 2025 og 2028.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›