NNIT/CEO: Opkøb giver os bedre greb om verdens største marked

Udgivet den 09-10-2018  |  kl. 15:44  |  

NNIT's position på life science-markedet i USA, som er verdens største, bliver kun bedre efter købet af Valiance Partners.

Sådan lyder det fra Per Kogut, administrerende direktør i NNIT, efter at den danske it-virksomhed har annonceret overtagelsen af Valiance Partners med kontorer i både USA og Irland.

- Det er usædvanligt vigtigt for os, at vi fortsætter vores meget stærke fokus på hele life science-segmentet.

- Med købet af Valiance øger vi den her fokusering, og det passer lige ind i vores strategiske segment, hvor vi nu kan skalere på amerikansk grund. Det amerikanske life science-marked er jo verdens største, så det passer som fod i hose, siger Per Kogut.

De seneste fem år har NNIT haft sit eget kontor i byen Princeton, som ligger i New Jersey på den amerikanske østkyst.

I den mellemliggende periode har det danske selskab haft flere opgaver for lokale kunder, og med købet af Valiance Partners ventes omfanget af opgaver kun at stige.

- Det her øger det betydeligt, fortæller NNIT-direktøren om selskabets fodfæste på det amerikanske marked.

POSITIVT BIDRAG I BÅDE 2018 OG FREMEFTER

Når købet af Valiannce Partners efter planen bliver lukket 1. november, ventes selskabet de sidste to måneder af i år at bidrage med omtrent 15 mio. kr. i nettoomsætning for NNIT. Det har resulteret i, at NNIT opjusterer forventningen for salgsvæksten i år, der nu ses lande på 4-7 pct. i faste valutaer mod før 3-6 pct.

Hvad købet kommer til at betyde for næste år, kan NNIT-direktøren foreløbigt ikke sige det store om.

- Vi har tidligere i dag påbegyndt vores budgetsnak for 2019 og har brugt rigtig meget tid på at færdiggøre den her aftale.

- Så det er nok lidt for tidligt at snakke om, men jeg er da ret sikker på, at det kommer til at have en positiv påvirkning for vores forretning gående fremad, siger Per Kogut.

Overtagelsen af Valiance Partners sker til en kontant købspris på 25 mio. dollar med mulighed for yderligere betaling på 10,7 mio. dollar alt efter opfyldelse af forskellige betingelser.

Den kontante købspris svarer til 12,5 gange sidste års normaliserede driftsresultat på 2 mio. dollar. Adspurgt til prisen lægger NNIT-direktøren vægt på, at der også er andre forhold end blot købsprisen at holde sig for øje.

- Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er en påholdende herre. Og man skal huske på, at dem, der sælger, sælger deres baby. Det har vi selvfølgelig brugt en del tid på at ramme.

- Men det, der har været vigtigst i de her forhandlinger, er, at vi har skullet finde ud af, hvordan det her barn kan blive konfirmeret, blive større og komme ud i verden. Så vi har ikke brugt forfærdelig meget tid på prisen, men vi har brugt rigtig meget tid på at se på, hvordan vi i den fremtidige rejse kommer til at komplimentere hinanden, siger Per Kogut.

Investorerne ser tirsdag ud til at være begejstrede for købet af Valiance Partners, da de sender NNIT-aktien op med 3,6 pct. til 174 kr.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,34%
 
16/05/19

 
6,11%
 
16/05/19

 
5,48%
 
16/05/19

 
4,19%
 
16/05/19

 
1,00%
 
16/05/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder