Nobelprisvinder bygger bro mellem psykologi og økonomi

Udgivet den 09-10-2017  |  kl. 12:45  |  

Nobelprisen i økonomi for 2017 går til amerikanske Richard H. Thaler, oplyser Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi.

Han modtager prisen for sit bidrag til adfærdsøkonomi.

Den amerikanske økonom har undersøgt, hvordan menneskers beslutninger og kognitive begrænsninger påvirker de finansielle markeder.

- Han formår at skabe forståelse for psykologien i økonomi, siger videnskabsakademiet på pressemødet mandag.

Helt konkret har Richard H. Thaler set på, hvordan begrænset rationalitet, sociale præferencer og manglende selvkontrol påvirker økonomien.

Menneskets begrænsede rationalitet kommer til udtryk i Thalers teori om mental regnskabsføring, hvor han argumenterer for, hvordan folk forenkler finansielle beslutninger.

Det gør de ved at skabe separate regnskaber i deres sind, hvor der er fokus på den smalle virkning af hver enkelt beslutning frem for den samlede effekt.

Richard H. Thalers forskning i sociale præferencer viser, hvordan forbrugernes retfærdighedsfølelse kan forhindre, at virksomheder hæver priser i perioder med stor efterspørgsel, men ikke i tider med stigende omkostninger.

I den forbindelse har han været med til at udvikle et værktøj til at måle forskellige gruppers holdninger til retfærdighed.

Det tredje område, han har arbejdet med, er manglende selvkontrol.

Han tager udgangspunkt i, hvorfor folk ikke holder deres nytårsforsæt, når han skal forklare, hvorfor mange fejler i langsigtet planlægning.

Mange giver under for fristelser, og det forklarer, hvorfor mange ikke formår at spare op til alderdommen eller leve en sundere livsstil.

- I alt har Richard Thalers bidrag bygget en bro mellem de økonomiske og psykologiske analyser af individuel beslutningstagning, skriver Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi på deres hjemmeside.

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968. Den hedder officielt "Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel".

Den er blevet uddelt årligt siden 1969.

Nobelprisen i økonomi var den sidste af priserne, der skulle uddeles i år. I sidste uge blev der givet nobelpriser inden for emnerne kemi, fysik, medicin, litteratur og fred.

/ritzau/

Cecilie Veile

Seneste nyheder

12:01 Trustpilot leverer sorte tal på bundlinjen og stiger massivt
11:57 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper grønt C25 efter nattens tv-debat
11:31 Trump Media står til drøj start på handelsdagen efter præsidentdebat
11:29 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske inflationstal og efter tv-debat
11:21 Amerikansk præsidentdebat sender danske energiaktier til vejrs
10:14 Zara-ejer leverer bedre end ventet og belønnes med analytikerros og kursgevinst
09:41 Commerzbank-aktien brager i vejret: Unicredit sætter sig på 9 pct. af kapitalen
09:11 Aktier/åbning: Grønne aktier vinder frem efter lille sejr til Kamala Harris
09:09 Kinesiske chipaktier dykker og grønne aktier stiger efter præsidentdebat: Ørsted går frem
08:53 Obligationer/åbning: Rentefald forstærkes efter tv-debat med fordel til Kamala Harris
08:25 Unicredit sætter sig på 9 pct. af aktierne i Commerzbank
08:08 Aktier/tendens: Grønne aktier og GN tager fokus før inflationstal i eftermiddag
07:37 Råvarer: Oliepriserne retter op efter tropisk storm
07:28 Obligationer/tendens: Flere rentefald i sigte før inflationstal og efter præsidentdebat
07:26 Novo melder om typisk bivirkningsprofil for vægttabshåb
07:25 Ørsted får løftet kursmålet hos storbank til 480 kr. fra 455 kr.
07:02 Amerikansk inflationstal på vej: Kan afgøre næste uges rentetræk fra den amerikanske centralbank
06:54 Ørsted får løftet kursmålet hos storbank til 480 kr. fra 455 kr.
06:41 Asien: Aktier falder og futures dykker i slipstømmen fra amerikansk præsidentdebat
06:35 Topdanmarks salg til Sampo glider igennem efter bred accept