Nomeco A/S 6 mdr.: Resultat før skat 52 mio. kr. (44 mio. kr.)
Koncernens omsætning er sammenlignet med tilsvarende periode sidste år steget med 77 mio. kr. til 2.247 mio. kr., mens resultatet før skat er faldet med 8. mio. til 52 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med forventningerne, hedder det i en fondsbørsmeddelelse fredag.
Egenkapitalen udgør i 1. halvår 1996 570 mio. kr. mod 524 for 1. halvår 1995, mens soliditetsgraden udgør 33 pct. (32 pct.).
Resultatnedgangen skyldes hovedsageligt øgede omkostninger i moderselskabet Apoteksdivision. Udviklingen er primært forårsaget af et fortsat stigende antal mindre ordrer, der blandt andet er en følge af lovgivning, som hindrer lægemiddelsgrossisterne i at yde omkostningsbestemte rabatter til apotekere.
Omkostningsforløbet i moderselskabets Leverandørdivision er præget af den ekspansive strategi, der er besluttet at gennemføre. Tilgangen af nye kontrakter har været som forventet i perioden, og på denne baggrund forventes en stigende indtjening i dette aktivitetsområde.
De aktive datterselskaber Bang & Tegner A/S, Forex A/S, Hermedico A/S, NDH Nordisk Droge Handels A/S, Nyrop & Maag A/S, Unikem A/S og Viminco A/S har i det forløbne halvår haft tilfredsstillende resultater. I slutningen af 2. kvartal har Nomeco A/S erhvervet de resterende 33 pct. af aktiekapitalen i Viminco A/S, hvorefter samtlige datterselskaber er 100 pct. ejede.
Såfremt der ikke foretages politiske indgreb, og såfremt der ikke indtræffer stigninger i det nuværende renteniveau, fastholdes resultatprognosen for hele året således, at det ordinære resultat før skat i 1996 foventes at blive lidt lavere end det i 1995 realiserede.