Nordea: Ingen effekt af gode danske regnskaber

Udgivet den 25-08-2010  |  kl. 07:00  |  

- Seks ud af ti danske selskaber har overrasket aktiemarkedet positivt i regnskabsaflæggelsen for 2. kvartal 2010, men de positive overraskelser er ikke slået igennem hos investorerne. Den udeblevne effekt skyldes først og fremmest, at de fremragende amerikanske regnskaber skruede forventningerne til de danske regnskaber i vejret, skriver Nordea.

- Overordnet set overraskede de amerikanske selskaber aktiemarkedet mere end de danske.

- Zoomer vi igen ind på den danske regnskabssæson, og ser på hvilke selskaber, der har levet den største skuffelse og de største overraskelser, står Vestas for den største skuffelse:

Vestas blev på regnskabsdagen sendt ned med voldsomme 23 %, efter at have nedjusteret forventningerne til 2010.

- Der er ingen tvivl om, at aktien skulle ned på regnskabet, men efter det kraftige fald, ser vi mulighed for, at aktien kan kravle lidt op igen, når den første store skuffelse har lagt sig. Det skal dog slås fast, at risikoen i aktien nu er betydeligt højere end først antaget.

- Det har været lidt sværere, at pege på den største overraskelse, da vi vurderer, at der har været flere. Skal vi vælge, falder valget på Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk, skriver Nordea.

 

Udgivet af: NPinvestordk