Nordea Invest halter alvorligt

Udgivet den 14-12-2007  |  kl. 09:45  |  

Nordea Invest kan ikke følge med konkurrenterne, og på et marked der ellers er vokset med 405 mia. kr. siden 2004, har Nordea Invest formået at tabe 2 mia. kr. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det betyder, at investeringsforeningen, der tidligere var en af landets absolut største, nu er distanceret med mere end 100 mia. kr. af både Danske Invest og Nykredit Portefølje Administration.

De ringe resultater har fået Nordeas normalt tætte samarbejdspartner, TrygVesta, til at fyre investeringsforeningen, og flytte formuen, der samlet set er på 500 mio. kr., til et andet selskab. Der gættes på norske Skagen Fondene.

- Vi mistede en stor institutionel kunde for et par år siden, og vi er på det seneste haltet bagefter på området for privatkunder i forhold til flere af de andre. Jeg har ingen forklaring på hvorfor, siger Peter Hemme, adm. direktør i Nordea Invest ifølge avisen.

Peter Hemme forlader posten i forbindelse med generalforsamlingen næste år og overlader den til Christina Lage. Hun er nu chef for Nordea Liv & Pension.

Porteføljen har dog den seneste tid været udsat for en alvorlig hovedrengøring, og aktier som ALK-Abelló og GN Store Nord er stort set blevet luget ud af porteføljerne.

Af Lars Krøldrup, lk@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder