Nordea: Ny stigning i dansk valutareserve kan give rentenedsættelse

Udgivet den 06-01-2010  |  kl. 06:58  |  

Gårsdagens nøgletal fra Danmark viste, at valutareserven i Nationalbanken steg med knap 6 mia. kr. fra november til december.

- Det skete som følge af intervention (valutakøb) fra Nationalbanken for at forhindre en styrkelse af kronen over for euroen. Stigningen i valutareserven, som nu nærmer sig det højeste niveau nogensinde, var mindre end vi havde forventet, men meget tyder på, at valutaindstrømningen er fortsat i det nye år, hvor kronen fortsat har ligget stærkt, skriver Nordea i en kommentar.

- Derfor er det stadig vores forventning, at Nationalbanken snart kommer med endnu en lille selvstændig dansk rentenedsættelse på 5bp ligesom i december, så udlånsrenten når ned på 1,15%. På det lidt længere sigt venter vi, at renten vil komme helt ned på 1,10%, hvilket så vil markere bunden i denne omgang, skriver banken.

 

Udgivet af: NPinvestordk