Novo-aktien falder efter nyheder fra konkurrent på diabetesmesse

Udgivet den 04-10-2018  |  kl. 12:45  |  

Novo Nordisk-aktien falder torsdag lidt over middag 5,3 pct. til 287 kr., efter at den amerikanske konkurrent Eli Lilly på den europæiske diabetesmesse EASD har offentliggjort resultater fra et fase 2b-studie med en ny udfordrer til Novos nylancerede GLP-1-middel Ozempic.

Studiet viser, at Lillys lægemiddelkandidat ved navn LY3298176 har markant effekt på blodsukkeret og vægten efter seks måneders behandling.

Lillys middel har to virkningsmekanismer, GIP/GLP-1, og i studiet får type 2-diabetikerne reduceret langtidsblodsukker med op til 2,4 pct.point med den højeste dosis og vægten med gennemsnitlig 11,3 kilogram.

Chef for Eli Lillys diabetesforretning, Enrique Conterno, siger til Børsen, at Lillys middel alt andet lige ser ud til at være bedre end Ozempic.

- Vi skal selvfølgelig gennemføre alle studier, men du kan se på data, og vi har ingen sammenlignelige data op mod Semaglutide (Ozempic, red.), men Ozempic slår Trulicity med 0,4 point., og vi slår Trulicity med 1,3 point (i blodsukkerreduktion, red.), så vi er i en anden liga, siger Enrique Conterno.

Han vurderer, at Eli Lilly om tre til fire år kan være på markedet med en udfordrer til Novos Ozempic, der er udset til at skulle drive Novos vækst i de kommende år.

Novos koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, ser mulighed for at slå igen.

- Hvis Eli Lilly har noget, der kan lanceres om tre-fire år, og som matcher Ozempic, så skal vi jo bare sørge for at være bedre til den tid, og den nemmeste måde at gøre det på er i virkeligheden bare at lave et fase 3-forsøg med en højere dosis af Ozempic, siger Mads Krogsgaard Thomsen til Børsen.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder