Novo vinder retssag ved Østre Landsret mod parallelimportøren Cimilar

Udgivet den 15-01-1999  |  kl. 15:24  |  

København--15. januar--NetPosten--Ved en landsretskendelse afsagt i dag forbydes parallelimportøren Cimilar at genanbringe Novo Nordisks varemærker på produkterne i forbindelse med parallelimport.

- Østre Landsrets kendelse i sagen mod firmaet Cimilar A/S, der har parallelimporteret Novo Nordisks insulinpræparater til Danmark, er en væsentlig sejr for Novo Nordisk og for retten til at beskytte egne varemærker, siger direktør Kjeld Birch, Novo Nordisk Farmaka Danmark.

Novo vil nu studere præmisserne i Landsrettens afgørelse nøje med henblik på at afgøre, hvilke skridt virksomheden vil tage som konsekvens af kendelsen.

- Vi forventer, at andre parallelimportører end Cimilar, der har parallelimporteret vores produkter på denne måde, nu ophører med ompakning. Kendelsen er under alle omstændigheder så klar, det den kan danne grundlag for fogedsager mod andre, der beskæftiger sig med parallelimport af vores insulinpræparater, siger Kjeld Birch. (NetPosten)

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder