Novozymes: Fremskridt med middel mod resistente stafylokokker
Ved hjælp af Novozymes genteknologi er det lykkedes at forbedre det nye antibiotikum, plectasin, og finde frem til en enkelt supervariant, som man vil arbejde videre med, fremgår det af koncernens nyhedsbrev.
Siden Novozymes sidste år offentliggjorde, at man havde opdaget, at plectasin fra svampen sortbæger havde antibiotisk virkning, er det ved at anvende Novozymes genteknologi på plectasin lykkedes at gøre plectasin endnu bedre til at slå stafylokok-bakterier ihjel.
I hospitalsvæsenet verden over kæmper man stadig oftere med den resistente MRSA-stafylokok, som kan give bylder, blodforgiftnig og i værste fald slå patienter ihjel. MRSA-bakterien har senest bevæget sig fra hospitaler til plejehjem, daginstitutioner og private hjem.
- For bare et år siden vidste vi ikke, om vi rent faktisk kunne bruge vores teknologi til at få bedre varianter af plectasin. Men nu er det lykkedes os at ændre plectasin, så det ikke bare er meget aktivt mod streptokokker, men også mod stafylokokker. Det en stor fordel, da stafylokok-bakterier udgør et voksende problem og derfor også markedsmæssigt er mest interessant for os, siger Søren Kjærulff, chef for afdelingen for antimikrobielle peptider, AMPer, som plectasin hører under.
At Novozymes teknologi kan anvendes på plectasin, betyder desuden, at Novozymes produktionsapparat vil kunne gøre det muligt at producere plectasin i store mængder.
Novozymes teknologi har samtidig gjort det muligt at finde frem til en såkaldt lead kandidat, et enkelt superpeptid, som man vil gå videre med i udviklingen frem mod de næste faser. Lead kandidaten er blevet undersøgt og udvalgt blandt mere end 600.000 plectasin-varianter.
De prækliniske forsøg er nu i gang og forventes afsluttet i løbet af 2007. En egentlig markedføring af plectasin ligger fortsat syv til otte år ude i fremtiden.