Nvidia kæmpede sig tilbage

Udgivet den 29-01-2025  |  kl. 06:34  |  

Nvidias markedsværdi faldt mandag med rekordstore 589 mia. dollar, da aktien dykkede med 17 pct. i kølvandet af nyheden om Deepseeks billigere udviklede AI-sprogmodel.

Mange eksperter advarede om, at kursfaldet mandag var overgjort, uden at det dog havde nogen effekt, men tirsdag var der imidlertid et ganske solidt comeback til chipkæmpen med et plus på hele 8,9 pct.

- Omfanget af reaktionen på Deepseeks offentliggørelse var overraskende for os, kommenterer Joseph Moore, analytiker hos Morgan Stanley, ifølge Bloomberg News.

Kinesiske Deepseeks nye sprogmodel er udviklet med langt færre ressourcer end andre og signalerer derfor muligvis færre investeringer i kunstig intelligens, og det var baggrunden for, at mange aktier inden for AI-temaet fik med høvlen mandag.

Analytikerne peger ifølge Bloomberg News imidlertid på, at der ikke er nogen tegn på, at investeringerne i flere chips vil bremse op i den nære fremtid, og faktisk ser flere, at Deepseeks fremskridt vil gøre det modsatte, nemlig øge efterspørgslen.

- Effektivitetsfremgange inden for AI, som Deepseek har demonstreret, bør skabe øget efterspørgsel og drive innovationen, hvilket bør katalysere mere forbrug af halvledere, mener Harlan Sur, analytiker hos JPMorgan Chase.

Pointen er, at kan sprogmodeller udvikles for under en tiendedel af prisen, som det eksempelvis har kostet OpenAI, kendt for ChatGPT, så vil langt flere lande og virksomheder kunne være med og bygge deres egne. Og de skal alle sammen bruge chips.

Nvidia var da også ude med en tilsvarende analyse mandag.

Chipproducenterne er måske ikke reelt eksponerede, men det er andre dog.

- Deepseek-historien er negativ for OpenAI, men ikke så meget for Nvidia, lyder det fra Semiconductor Advisors.

En af de mest anerkendte teknologianalytikere på Wall Street, Wedbush' Dan Ives, erklærede da også mandag, at Nvidias nedtur var en "gylden købsmulighed".

- Ingen amerikansk global 2000-virksomhed vil bruge en kinesisk start-up som Deepseek til at lancere deres AI-infrastruktur og brugeranvendelse. I sidste ende er der kun et enkelt chipfirma i verden, der lancerer autonome, robotteknologiske og bredere AI-brugeranvendelse, og det er Nvidia... gylden købsmulighed, skrev Dan Ives på det sociale medie X.

Nvidia holder sig trods tirsdagens fremgang dog på en tredjeplads på listen over størst markedsværdi i verden efter Apple og Microsoft, som også vinder frem tirsdag.

Nvidia var inden mandagens nedtur verdens mest værdifulde selskab. Nu lyder markedsværdien på 3156 mia. dollar, mens Apple og Microsofts er på respektive 3583 mia. dollar og 3324 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯