Nvidia kan lægge trecifret milliardbeløb til markedsværdien efter årsregnskab

Udgivet den 22-02-2024  |  kl. 10:33  |  

Den amerikanske teknologigigant Nvidia står til at lægge et trecifret milliardbeløb til sin markedsværdi, efter at selskabet i eftermarkedet onsdag leverede langt over markedets forventninger med sit regnskab for fjerde kvartal.

Også prognosen for første kvartal af 2023/24 overstiger markedets forventninger, og det bidrager torsdag til et plus på hele 13,2 pct. i formarkedet til 763,74 dollar.

Det er en stigning i markedsværdien på over 220 mia. dollar til i alt 1890 mia. dollar.

For at sætte stigningen i perspektiv svarer det til, at Nvidia kan føje markedsværdien af de danske eliteaktier DSV, Coloplast, Vestas, Novozymes, Danske Bank, Ørsted, Mærsk, Carlsberg og Demant til sin egen.

Stigningen udgør desuden omtrent 40 pct. af markedsværdien hos C25-indeksets med længder største selskab, Novo Nordisk.

TONEANGIVENDE REGNSKAB

Regnskabet var i høj grad set frem til onsdag, hvor en presset stemning op til offentliggørelsen begrænsede bevægelserne på det amerikanske aktiemarked.

Påvirkningen fra regnskabet kan da heller ikke undsiges torsdag, hvor futuren for det brede marked i form af S&P 500-indekset stiger 1,1 pct., mens futuren for Nasdaq 100-indekset peger 1,9 pct. op.

Nvidia er over de seneste par år gået fra at være et selskab, der i visse kredse var kendt som grafikkortproducent, til nu nærmest at være synonym med udviklingen af kunstig intelligens (AI).

- Forventningerne var tårnhøje, men Nvidia levede ikke bare op til forventningerne, de slog dem godt og grundigt. Den del af Nvidia, som nu står for hovedparten af deres omsætning, er datacenterdivisionen. Her steg omsætningen med 409 pct. i forhold til samme periode sidste år, skriver Danske Banks globale chefstrateg, Frank Øland Hansen, i en kommentar.

Chefstrategen forklarer, at han ikke ser AI-bølgen som en boble. I stedet fremhæver regnskabet, at der "snarere er tale om en revolution".

Nvidia omsatte i fjerde kvartal for 22,1 mia. dollar, mens der ifølge Bloomberg News var ventet 20,4 mia. dollar. Det blev omsat til en justeret indtjening på 5,16 dollar per aktie mod konsensus på 4,60 dollar.

I første kvartal af 2023/24 venter teknologiselskabet en fremgang i salget til 24 mia. dollar - plus/minus 2 pct. - mens analytikerne ventede 21,9 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder