Nvidia nærmer sig rekord - men "stadig undervurderet"

Udgivet den 10-10-2024  |  kl. 06:42  |  

Aktien i Nvidia satte sig en smule onsdag, men den er ikke langt fra sin alletiders rekord, kun 2 pct. fra, og derfor ej heller langt fra igen at overhale Apple som verdens mest værdifulde aktie, men alligevel er chip-kæmpen "stadig undervurderet", mener den engelske investeringsfond Impax Asset Management.

Nvidias aktie er steget med 800 pct. siden starten af 2023, og for en stor dels vedkommende er Impax, som har 50 mia. dollar under forvaltning, gået glip af den optur, men investeringshuset gik ind i aktien, da den tidligere i sommer oplevede et tilbageslag, som så markedsværdien falde med 1000 mia. dollar.

- Vi undervurderede ganske enkelt markedspotentialet for deres produkt, siger Ian Simm, topchef i Impax, til Bloomberg News.

Langt det meste af sommerens tabte er genvundet, og selv om Nvidia nu er 3250 mia. dollar værd, så afspejler det niveau ikke selskabets reelle værdi, mener han.

Nvidia er i Impax' bog stadig undervurderet, fordi kunstig intelligens fortsat vil drive en enorm efterspørgsel på de mest avancerede chips, som Nvidia er førende inden for. Nvidia sidder på 70-80 pct. af det globale marked for chips til AI-brug, og selskabet er i færd med at lancere en ny og endnu kraftigere model, Blackwell.

Samtidig fremhæver Ian Simm, at Nvidias chips er mere energi-effektive end konkurrenternes, og det er en vigtig pointe, for datacentre til brug i kunstig intelligens forbruger enorme mængder energi, hvilket blandt andet har fået Microsoft til at indgå direkte aftale med energiselskabet Constellation om at genåbne en amerikansk atomkraftværk, ligesom Google nu også overvejer atomenergi til sine behov.

- Nvidias evne til at levere energibesparelser, gør selskabet endnu mere værdifuldt, lyder det fra Impax-chefen.

Han peger på, at Blackwell-chips ville kunne have udviklet OpenAI's ChatGPT med 3 gigawatt, mens samme proces for ti år siden ville have krævet 5,5 gigawatt.

Apple er verdens mest værdifulde aktie med en værdi på 3480 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯