Ny multimedieuddannelse ligner en succes
København--5. maj--NetPosten--En ny IT-uddannelse i medie og kommunikation er kommet rigtig godt fra start. Allerede nu er der indkommet 876 ansøgninger fra unger der fra september vil prøve kræfter med den nye 2-årige uddannelse. Det skriver Aktuelt fredag.
Målet med den nye IT-uddannelse er at kvalificere de unge til at udforme og styre multimedieopgaver. Dette skal bl.a. sætte færdiguddannede i stand til at rådgive virksomheder om hvordan man på den bedste og mest præcise måde kan præsentere et budskab på f.eks. en hjemmeside.
EDB-fagets fagforening, Prosa og Dansk Industri advarer dog de unge om at have for store forventninger til det fremtidig lønniveau.
- Jeg tror, at lønningerne for en multimediedesigner kommer til at ligge på 22-25.000 kr. om måneden, fordi det kun er et håndværk, de unge når at lære på to år, siger faglig sekretør i Prosa, Carsten Hering Nielsen til Aktuelt.
Han understreger dog at uddannelsen kan være et godt grundlag for en videreuddannelse indenfor faget.