Coloplast bekræfter langsigtede forventninger før kapitalmarkedsdag
![Arkiv: Foto Arkiv: Foto](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/8177.jpg?itok=Az8u7cUb)
Medicoselskabet Coloplast vil torsdag sætte flere ord på fremtiden for selskabet, der ikke mindst indebærer store forventninger til købet af islandske Kerecis.
Det sker, når selskabet afholder kapitalmarkedsdag i Humlebæk i Nordsjælland, hvor virksomheden holder til. Her er investorer, analytikere og pressen indbudt.
Forud for arrangementet, der går i gang klokken 11.30, har Coloplast bekræftet selskabets langsigtede finansielle forventninger. Også de strategiske og finansielle forventninger til købet af Kerecis bekræftes, oplyser Coloplast i en meddelelse torsdag formiddag.
Dermed ser Coloplast fortsat en organisk vækst på 8-10 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) på over 30 pct. efter 2024/25, som forventningen lyder i selskabets strategi "Strive 25". Investeringer foretaget i strategiperioden i organiske og ikkeorganiske initiativer sker for at understøtte den langsigtede vækst og værdiskabelse.
Coloplast overtog sidste år islandske Kerecis, der specialiserer sig i sårplejeprodukter fremstillet af fiskeskind. Med Kerecis har Coloplast fået en differentieret teknologi i det USA-centrerede biologics-sårplejesegment, der er velpositioneret til at bidrage betydeligt til den langsigtede værdiskabelse, skriver Coloplast i meddelelsen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1192
- næste ›