Nye regler om efterløn på vej
København--17. april--NetPosten--Den 12. april 2000 har regeringen fremsat et lovforslag om ændring af reglerne for efterløn. Hvis forslaget gennemføres, betyder det, at efterlønsmodtagere kan flytte til udlandet og tage efterlønnen med. Efter de gældende regler kan en efterlønsmodtager højst opholde sig i udlandet i tre måneder i hvert kalenderår samtidig med, at der udbetales efterløn.
Man skal være opmærksom på, at lovforslaget kun giver mulighed for at flytte til lande inden for EØS-området - det vil sige EU-landene samt Norge, Island og Lichtenstein. Lovforslaget giver ikke mulighed for at tage efterlønnen med til Grønland eller Færøerne. Hvis man tager til et land uden for EØS-området, gælder den hidtidige tre-måneders fortsat, skriver Ledernes A-kasse i en pressemeddelelse.
Lovforslaget ændrer ikke betingelsen om, at man skal have været medlem af en dansk a-kasse i en længere årrække for at få efterløn.
Det er endnu for tidligt at sige, om der vil ske en ændring af de administrativt fastsatte regler om medregning af forsikringsperioder fra andre EØS-lande til opfyldelse af anciennitetskravet. Disse regler giver i dag mulighed for i et vist omfang af medregne forsikringsperioder fra andre EØS-lande til opfyldelse af kravet om medlemsperiode af en dansk a-kasse.
Det er planen, at de nye regler skal træde i kraft den 1. juli 2000.