Nyhedsmagasin: GE-metoder skal redde Incentive

Udgivet den 04-10-1999  |  kl. 08:06  |  

København--4. oktober--NetPosten--Den General Electric-skolede Incentive-topchef Jan Berg forsøger at strømline det gamle danske industri-konglomerat med metoder, han har lært hos sin tidligere amerikanske arbejdsplads. Foreløbig har øvelsen kun ført til dårlige regnskabstal og blod på gangene, skriver Børsens Nyhedsmagasin mandag.

Ved indgangen til det nye årtusinde regerer Jan Berg over en koncern med en omsætning på 3,5 mia. kr. og en samlet indtjening, der i Bergs tid maksimalt vil kunne gøres op til 30 mio. kr., når regnskabsåret 1999 rinder ud. Aktionærerne med den ellers ekstremt tålmodige Augustinusfond (25 procent) i spidsen er skuffede. Og aktiemarkederne er stærkt utålmodige.

På Københavns Fondsbørs handles papiret omkring kurs 230 med en væsentlig konglomerat-rabat, og de fleste af de få aktieanalytikere, som stadig følger aktien, anbefaler aktionærerne at sælge deres Incentive-aktier. De fastholder alene interessen, fordi de anser aktien som et af årtiets mest oplagte overtagelsesmål.

Kun Incentive-bestyrelsen med den nytiltrådte formand, viceadministrerende direktør Kurt Anker Nielsen fra Novo Nordisk, tror tilsyneladende på, at Berg kan gennemføre sine planer. De har kostet stribevis af ledende medarbejdere deres job både i automatkoncernen Wittenborg og rengøringskoncernen Alto, hvor Berg nu af bestyrelsen har fået lov til at sætte sig selv ind som daglig leder.

Børsens Nyhedsmagasin ville gerne have talt med Jan Berg om det, men han har i to omgange afvist at lade sig interviewe.

Udgivet af: NPinvestordk