Nykredit Bank: Ingen amerikanske renteændringer inden budgetforslag
Den amerikanske centralbank Federal Reserve (FED), der valgte at fastholde de officielle renter ved FOMC-mødet i august - en beslutning, som skal ses i lyset af en række tvetydige økonomiske signaler - vil sandsynligvis først tage stilling til en ændring af renterne efter fremlæggelsen af statsbudgettet.
The Congressional Budget Office har i sit seneste skøn vurderet, at underskuddet på finansloven for 1996/97 vil stige fra indeværende finansår 1,5 pct. af BNP til 1,9 pct. af BNP næste år. Holder forventningerne stik, er der stor sandsynlighed for, at FED strammer pengepolitikken, skriver Nykredit Bank i sin Investorguide.
Det inflationære pres må fortsat betegnes som moderat, eftersom den underliggende inflation renset for volatile fødevarer og energiposter kun udgør 1,7 pct. Der er dog tegn på, at det stramme arbejdsmarked indenfor servicesektoren kan lægge et pres på lønningerne. Ud af de 820.000 nye jobs, der er skabt indenfor de seneste tre måneder, er 750.000 skabt indenfor serviceerhvervene, og ved den seneste forbrugerprisopgørelse viste serviceydelserne en stigning på 0,5 pct. på månedsbasis.
Producentprisniveauet ventes ikke at bidrage til øget lønpres grundet en stærk national og international konkurrence priskonkurrence.