Nykredit Bank: Placer i mellemlange obligationer
Forventninger om et stabilt renteniveau og en fortsat stejl rentestruktur advokerer for placering i mellemlange obligationer, skriver Nykredit Bank i deres netop offentliggjorte Investorguide. Stabiliteten betyder, at der reelt kan opnås et merafkast ved substitution fra stats- til realkreditobligationer med samme korrigerede varighed.
I lyset af det markante rentefald i 3. kvartal er det ikke overraskende de længste obligationer, som har oppebåret de største afkast. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at 9 pct. 2026 har givet et annualiseret afkast på 24,1 pct., dvs. næsten samme afkast som den obligation der har performet bedst, nemlig 7 pct. 2026.
Rentefaldet har nevirket, at niveauet nu ligger nær den nedre grænse i Nykredits renteprognose, hvorfor banken fraråder øget varighedseksponering.
Nykredit Bank venter iøvrigt, at selvom mindsterenten bliver nedsat til 5 pct. vil det ikke give anledning til en markant udstedelse af 30-årige obligationer med en pålydende rente på 5 pct. Det skyldes, at obligationer normalt skal have en kurs på mindst 85, før realkreditinstitutter bruger dem som standardtilbud.