Nykredit Markets etablerer sig i Sverige

Udgivet den 03-05-2011  |  kl. 09:32  |  

Nykredit Markets etablerer børsmægleroperation for realkredit- og statsobligationer i Sverige som led i Nykredit koncernens bankstrategi. Bengt Svelander er ansat som chef for en ny afdeling i Stockholm.

 

 

- Etableringen i Sverige skal ses som et led i Nykredit koncernens strategiplan og som et bidrag til at øge væksten på bankområdet. Vi sigter på, at den svenske afdeling er i operation i 2. halvår, siger Nykredits koncernchef, Peter Engberg Jensen.

 

 

Bengt Svelander, der er 50 år, har i en årrække ledet Danske Bank i Sverige, hvor han var medlem af bankens executive committee samt leder af Danske Markets i Sverige. Han har senest haft et lederjob i Nordea og tiltræder i Nykredit pr. 1. juli. Nykredit har desuden ansat Patrik Meijer, 44 år, til at deltage i opbygningen af den svenske afdeling. Han kommer fra en stilling som leder af Svenska Handelsbankens kundeaktiviteter mod svenske institutionelle kunder. Patrik Meijer bliver stedfortræder for Bengt Svelander.

 

 

Nykredit bliver den første nye aktør på det svenske marked i 20 år, hvor antallet af udbydere er faldet støt fra 20 til 6. Nykredits svenske afdeling bliver operationel i løbet af 2. halvår 2011 og får fokus på det svenske obligationsmarked, hvor Nykredit i forvejen har betydelige forretninger. Etableringen i Stockholm er et led i Nykredit Markets' ambitioner om at blive et førende nordisk hus inden for handel med obligationer. Nykredit Markets er således også blevet marketmaker i Finland og aktiv i det norske marked. I Sverige er målet at nå en betydelig markedsandel inden for handel med obligationer.

 

 

- Med ansættelsen af Bengt Svelander får vi en meget markant leder med et stærkt kendskab til det svenske marked og til de kunder, som vi skal arbejde med i den kommende tid. Han bliver chef for et særdeles professionelt team af svenske med­arbejdere, siger koncernchef Peter Engberg Jensen, Nykredit.

 

 

Nykredit har gennem de senere år oplevet en markant tilgang af internationale kunder. Etableringen i de øvrige nordiske lande skal være med til at styrke Nykredits internationale vækst på bankområdet.

 

 

En bred nordisk profil vil give adgang til en langt bredere kundekreds i hele Europa ­ - også når det handler om at afsætte Nykredits egne obligationer.

 

Bengt Svelander kommer til at stå i spidsen for en kundedrevet obligationsforretning, der fokuserer på handel med svenske stats- og realkreditobligationer til svenske kunder. Kontoret i centrum af Stockholm får som udgangspunkt 10-15 med­arbejdere.

 

Udgivet af: NPinvestordk