Obligationer/åbning: Den tiårige rente kravler op i 1 pct.

Udgivet den 01-09-2015  |  kl. 09:02  |  

De danske renter stiger en smule fra morgenstunden tirsdag og følger dermed i hælene på rentestigninger på de amerikanske obligationer mandag.

Blandt markedsdeltagernes fokuspunkter er olieprisen, der steg markant mandag efter dansk børslukketid med 8,8 pct. målt på den amerikanske referenceolie, WTI. Prisen er dog siden faldet med 3,2 pct. tirsdag morgen til 47,61 dollar per tønde.

En højere oliepris kan medvirke til, at inflationen tager til og derved skubbe på en renteforhøjelse i USA. Blandt andre har den amerikanske centralbanks viceformand, Stanley Fischer, senest indikeret, at en renteforhøjelse til september stadig er en mulighed.

- Den amerikanske rente steg i går som følge af en kraftig stigning i olieprisen, og udtalelser fra Fed (den amerikanske centralbank, red.), konstaterer Sydbank i sin morgenkommentar netop med henvisning til Fischer.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger tirsdag morgen i 1 pct. efter en stigning på 3 basispoint. Sidste gang, at den tiårige danske rente lå over 1 pct. var i midten af juli.

Rentestigningen kommer på trods af kursfald på aktiemarkederne efter et sæt svage nøgletal fra Kina, der viser nedadgående aktivitet i fremstillingssektoren. Udviklingen understreger dermed, at en af de klassiske tommelfingerregler er sat ud af spil. Det drejer sig om, at når de risikofyldte aktiver såsom aktier falder i værdi, så kanaliserer investorerne i stedet penge over på obligationsmarkedet, hvor renten derved falder.

ATP-chef Carsten Stendevad advarede ved regnskabspræsentationen i sidste uge netop om, at investorerne ikke må se bort for risikoen for samtidige kursfald i både risikofyldte og traditionelt såkaldt sikre investeringer.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Obligationer❯  Danmark❯  Åbning❯ 

Relaterede nyheder