Obligationer/åbning: Rentefald fra start som ventet

Udgivet den 08-04-2020  |  kl. 08:43  |  

Som ventet falder renterne på de danske statspapirer fra obligationsmarkedets åbning onsdag.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger klokken 8.45 med en rente på minus 0,13 pct.

Det er 2 basispoint lavere, end da markedet lukkede tirsdag.

Igen er det en stille dag for så vidt angår økonomiske nøgletal. Eneste punkt på dagsordenen har været den danske handels- og betalingsbalance.

Handelsbalancen faldt i februar til 16,4 mia. kr. fra 16,8 mia. kr., og betalingsbalancen faldt i samme omgang til 10,5 mia. kr. fra 11,3 mia. måneden før.

Onsdagens altoverskyggende begivenhed er dog referatet fra det seneste pengepolitiske møde i den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve.

Referatet vil indikere, hvilke overvejelser centralbanken gjorde sig vedrørende gentagne rentenedsættelser i marts og de højere obligationsopkøb.

Men ifølge Sydbank vil den primære interesse dog være på, om Fed har diskuteret andre pengepolitiske instrumenter, der på et senere tidspunkt kan komme i spil.

- Et instrument som rentekurvekontrol (yield curve targeting) af de lange renter vil eksempelvis kunne have investorernes interesse, vurderer makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar onsdag morgen.

Ellers står der påske på programmet for de danske finanshuse, mens de finansielle markeder kører videre i store del af verden, mens de danske er lukket.

Torsdag er der Opec+ møde, og også de ugentlige data for nytilmeldte ledige i USA vil have indflydelse på markedsudviklingen.

Langfredag kommer en lang række vigtige nøgletal fra Kina og USA med blandt andet forbrugerpriser i verdens to største økonomier.

Dertil kommer den globale udvikling i coronapandemien, der vil få betydning for, hvor de danske renter vil handle efter påske.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder