Obligationer/åbning: Renten tikker lidt op
Renten tikker torsdag morgen lidt op i Nordeuropa, hvor stemningen læner sig op ad en anelse mere risikovillighed.
I de fleste europæiske lande stiger de 10-årige renter godt 1 basispoint, mens renteløftet i den toneangivende, danske statsobligation, 2023eren, er på 3 basispoint til 1,66 pct. Omvendt oplever Italien og Spanien et marginalt rentefald.
De vigtige nøgletal står ikke i kø torsdag, men der vil trods alt være lidt interesse omkring udviklingen i de nytilmeldte ledige i USA sidste uge. Fra Europa kommer der kun mindre tal, om end en auktion over lange spanske statsobligationer kan give et fingerpeg om investorernes tiltro til den iberiske kriseøkonomi.
Økonomerne venter i snit, at 350.000 amerikanere stillede sig op i ledighedskøen for første gang sidste uge ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg - en lille stigning fra 340.000 ugen før. Målt som fire ugers gennemsnit var tallet nede på 348.750 personer sidste uge, hvilket ifølge Sydbank er det laveste niveau siden marts 2008.
Hvis tallet, der offentliggøres kl. 13.30 dansk tid, mod forventningerne falder igen, vil det pege imod rentestigninger, vurderer Sydbank.
Samme tidspunkt offentliggøres en oversigt over de amerikanske producentpriser i februar, som ventes at vise en stigning på 0,7 pct. på månedsbasis og 1,8 pct. på årsbasis ifølge Bloombergs estimater. Eksklusive udviklingen i fødevarer og energi ventes stigningen at være på henholdsvis 0,1 og 1,7 pct.
Inden da har Spanien solgt obligationer med udløb i 2029, 2040 og 2041. Det kommer kun to dage efter en vellykket auktion over halv- og etårige obligationer, som understøttede den gode udvikling i de spanske renter. Den 10-årige spanske rente nåede at falde 10 dage i træk, inden en lille korrektion onsdag sendte den 5 basispoint op i 4,76 pct.
Af mindre vigtige nøgletal torsdag kan nævnes arbejdsløsheds- og beskæftigelsestal fra Sverige, Grækenland og eurozonen, ligesom der leveres rentemeddelelse fra Norges Bank og månedsrapport fra Den Europæiske Centralbank i løbet af formiddagen.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk