Obligationer/åbning: Renter dykker fra morgenstunden
Det danske obligationsmarked åbner som ventet med rentefald, efter at en tilsvarende bevægelse er sket i handlen med amerikanske statsobligationer før dansk åbning.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med udløb i 2023 falder til 1,70 pct. - 3 basispoint lavere end ved mandagens lukketid.
Tirsdagens vigtigste nøgletal er ISM-indekset for servicesektoren fra USA, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventes at vise et niveau på 55,0 mod 55,7 i december.
Hvis ISM-indekset falder, kan det give yderligere rentefald, vurderer Sydbank.
- Et ISM-indeks af denne størrelse antyder â isoleret set - moderat økonomisk vækst, skriver bankens økonomer i en kommentar.
Forbrugertilliden har vist tegn på, at skattestigningerne fra årets start har haft en negativ indflydelse â en effekt vi meget vel kan se gengivet i servicesektorens tillid i januar, vurderer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen.
ISM-indekset offentliggøres klokken 16 dansk tid.
Formiddagen byder på en opgørelse over detailsalget i eurozonen i december. Her ventes et fald på 0,5 pct. på månedsbasis og 1,4 pct. på årsbasis ifølge en rundspørge Bloomberg har foretaget blandt 23 økonomer.
- Da vi venter, at økonomien i eurozonen også vil køre i bakgear i den kommende tid, er udsigterne ikke gode for detailsalget, skriver Sydbank, der dog regner med en beskeden stigning på 0,3 pct. i forhold til november.
/ritzau/FINANS
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk