Obligationer/åbning: Renter siver let frem mod amerikanske inflationstal
Renterne siver let ved åbningen af det danske obligationsmarked fredag, hvor der er lidt at samle op på fra udviklingen i det amerikanske marked aftenen forinden.
Nærmere bestemt ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation på 2,22 pct., som er 2 basispoint lavere end dagen forinden.
Der skal også kigges mod USA for at finde inspiration til udviklingen senere på dagen. Her lander tal for den amerikanske inflation samt privatforbrug, der kan påvirke udviklingen over dagen.
- I dag vil der være stort fokus på inflationen i eurozonen samt de amerikanske PCE-inflationstal. Derudover får vi en måling på privatforbruget i USA i juli. Et svagt privatforbrug og lavere end ventede inflationstal kan presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i bankens morgenkommentar.
Analytikerne forudser en kerneinflation på 2,7 pct., mens tallet var 2,6 pct. måneden forinden.
En oprevidering af væksten i den amerikanske økonomi i andet kvartal fejede torsdag recessionsfrygten til side i USA, og det udløste let stigende renter på det amerikanske obligationsmarked.
Renten på den tiårige amerikanske statsobligation endte 3 basispoint højere i 3,86 pct. Fredag morgen er renten på den tiårige T-bond fortsat 3,86 pct. på markedet i Tokyo. Der er 2 basispoint lavere end niveauet ved dansk børslukketid torsdag kl. 17.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›