Obligationer/åbning: Renterne fortsætter nedad før inflationstal

Udgivet den 30-11-2023  |  kl. 08:47  |  

De danske statsrenter falder igen fra morgenstunden torsdag, hvor europæiske og amerikanske inflationstal samt et møde hos Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede får opmærksomhed.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation i Danmark falder med 2 basispoint til 2,65 pct. fra start.

Det sker efter et dyk på 7 basispoint onsdag, der var udløst af blandt andet inflationstal fra både Tyskland og Spanien, som viste sig lavere end ventet.

INFLATIONSTAL FYLDER FORTSAT

Torsdag vil fokus igen samle sig om inflationstal, og denne gang er turen kommet til Frankrig, Italien og eurozonen samlet set.

Særligt sidstnævnte tager opmærksomhed, og økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at inflationen i november er aftaget til 2,7 pct. fra 2,9 pct. måneden før.

På månedsbasis ses forbrugerpriserne desuden være faldet med 0,2 pct. mod en stigning på 0,1 pct. i oktober.

Også kerneinflationen, der ellers har været mere vedholdende, ses aftage i november, hvor økonomerne venter et fald på den front til 3,9 pct. fra 4,2 pct. måneden før.

Også i USA kommer der endnu en inflationsmåling, når den amerikanske centralbanks foretrukne måling af prisstigningerne, PCE-kerneprisdeflatoren, opgøres for oktober.

Her venter økonomerne et fald til 3,5 pct. i oktober fra 3,7 pct. i september.

MASSER AF NØGLETAL I KALENDEREN

Generelt er der masser af nøgletal i kalenderen torsdag, hvor der også venter arbejdsløshedstal fra eurozonen, og fra Danmark har der fra morgenstunden allerede været sat fokus på både den økonomiske vækst i tredje kvartal og arbejdsløsheden i oktober.

De tal viste, at dansk økonomi er i teknisk recession efter et fald på 0,1 pct. i BNP i tredje kvartal sammenlignet med andet kvartal.

For andet kvartal er væksten desuden nedrevideret til et fald på 0,9 pct. fra et tidligere oplyst fald på 0,3 pct.

I USA er der ligeledes tal for privatforbruget, de nytilmeldte ledige, igangværende bolighandler og Chicago PMI, og fra Kina og Japan har der også været flere aflæsninger allerede natten til torsdag.

Desuden er der flere taler fra topfolk i centralbankerne, hvor den mest bemærkelsesværdige kommer fra Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Centralbank (ECB). Hun taler 14.30 dansk tid.

Endelig er der også stadig spænding om udfaldet af det udskudte møde hos Opec+, som efter planen afholdes virtuelt torsdag.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder