Obligationer/åbning: Som ventet højere rente ved åbningen

Udgivet den 08-01-2024  |  kl. 08:56  |  

Som ventet stiger den danske tiårige statsrente ved åbningen mandag. Det sker primært med baggrund i den amerikanske pendant fredag efter dansk lukketid.

Den danske tiårige statsrente ligger mandag morgen 4 basispoint højere end fredag i 2,39 pct. Fredag steg den 2 basispoint. På den sidste handelsdag i 2023 var renten 2,25 pct.

Den amerikanske tiårige statsrente sluttede fredag højere efter en overgang at have ligget lavere efter den amerikanske jobrapport. Et andet nøgletal - ISM-indekset for servicesektoren - viste et noget større fald i december en ventet blandt økonomerne.

Mandag morgen er der ingen handel i de amerikanske obligationer i Asien, da det japanske marked holder lukket.

Den toneangivende tiårige T-bond endte med en rentestigning på 5 basispoint til 4,05 pct. omkring 7 basispoint højere end ved dansk lukketid klokken 17 fredag.

OVERRASKENDE EUROPÆISKE TAL

Der er mandag kun et par europæiske nøgletal i kalenderen.

Tysklands eksport steg overraskende meget i november. Fremgangen opgøres til 3,7 pct. mod et fald på 0,4 pct. måneden før. Til sammenligning havde analytikere ventet en stigning på mere beskedne 0,5 pct. ifølge Bloomberg News.

I samme periode steg importen med 1,9 pct. mod ventet 0,4 pct., mens Tysklands handelsbalance i november landede et overskud på 20,4 mia. euro.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet et overskud på 18 mia. euro.

De tyske fabriksordrer overraskede derimod til den negative side i november, da de kun steg med 0,3 pct. på månedsbasis ifølge sæsonkorrigerede tal fra den tyske centralbank, Bundesbank.

Økonomerne havde forudset en stigning på 1,1 pct. ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Sammenlignet med samme måned året før, korrigeret for antallet af arbejdsdage i måneden, var der tale om et fald på 4,4 pct. mod en forventning om et mere beskedent fald på 3,4 pct.

I oktober faldt fabriksordrerne med 3,7 pct. på månedsbasis og med 7,3 pct. på årsbasis.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯